Søndag 7/2 2016 kl. 13 – Kyndelmissetur

Den 2. februar er det kyndelmisse, midvinter. Nu går vi for alvor mod lysere og varmere tider! Kyndelmisse er fra gammel tid en lysfest. Vi byder lyset velkommen med en vandring langs Mølleåen ved de første mølledamme og Klevads Eng. Formålet er naturligvis at møde lyset, men også at se vandstæren, som normalt findes her til hen i februar.

Mølleådalen ved Hestetang indgår i tunneldal systemets vigtigste dalstrøg fra Øresundskysten ved Vedbæk over Furesø og Farum Sø via Mølleåen til Bastrup Sø og Buresø. Ved Hestetang splitter dalen op i to grene, hvoraf den bredeste fortsætter mod nordvest til Nymølle, hvor den slutter.

Selve Mølleåen fortsætter derimod vestover i en smal, skarptskåret tunneldal mod Klevads Eng. Den landskabelige kile mellem tunneldalens to grene bærer Hestetangshuse. Kilen er antagelig dels en ås, dels en erosionsrest af det omgivende morænelandskab.

På turen vil vi også prøve at udpege nogle Livstræer, som foreslået af Naturstyrelsen.

Der holdes pause undervejs, hvor man kan nyde medbragte forfriskninger.

Vi mødes på p-pladsen ved Nyvangshus på hjørnet af Nyvangsvej og Farumvej over for nr. 90 (Kraks kort 104, K3), hvor bus 334 har stoppested i begge sider af vejen.

Søndag 12/7 2015 kl. 10.00 – Botaniktur ved Sperrestrup

I år laver Naturparken botaniktur sammen med Dansk Botanisk Forening. Udgangspunktet er Sperrestrup. Vi vandrer til en mose og et overdrev, hvor vi laver en registrering af alle arter i de to naturtyper og diskuterer naturkvalitet. Turen ledes af botaniker Aase Gøthgen og Anna Bodil Hald – og det skal nok blive spændende og en god mulighed for at lære nye plantearter af erfarne botanikere. Turen er på ca. 3 timer. Mødested: P-plads Sperrestrupvej 41, 3650 Ølstykke. Krak 103.

Skrevet af FNV d. 28. maj 2015

Søndag 26/7 2015 kl. 13.00 – Buresø Rundt

Denne søndag tager vi en lidt længere tur rundt om Buresø. Turen er ca. 8 kilometer og forventes at tage 3 timer. Turen er ikke egnet for barnevogne og dårligt gående, da vi skal passere to stejle trapper.

Mødested: P-plads ved Buresø-badet (Krak 104 A2) Bus 334, stå af ved Slagslunde Forsamlingshus og gå til parkeringspladsen (15 min). Der bliver pause undervejs, hvor man kan indtage medbragte forfriskninger

Der er et symbolsk deltagergebyr på 10 kr. for voksne.

Skrevet af FNV d. 28. maj 2015

Søndag den 16/8 2015 – Høstmarked i Farum

Høstmarked på Skolelandbruget i Farum, søndag den 16. august
Kom og oplev ægte markedsstemning på Høstmarkedet, der traditionen tro bliver afholdt på Skolelandbruget i Farum i tidsrummet 10 -14.
Igen i år er der traditionen tro lagt op til ægte markeds stemning, når småproducenter fra lokalområdet kommer og sælger ud af alle deres herligheder.
FNV deltager ligeledes med pandekagebagning og information om foreningens arbejde i hele Naturparken.

Skrevet af FNV d. 28. maj 2015

Søndag 30/8 kl. 13 2015 – Cykeltur

Vi mødes på Lynge Bytorv og følger i store træk Kløverstien, der er markeret som rute 16 på FNV’s rutenet. Vi vil gøre stop flere gange undervejs, for at nyde de mange interessante steder i Naturparken. Husk drikkevarer.
Turen vil vare ca. 2½ time. Det er absolut ikke nødvendigt at have en mountainbike.

Skrevet af FNV d. 28. maj 2015

Resumé af Ring 5-sagen – 2014

I september 2010 blev vi klar over, at Øresundsregionerne i et fælles EU-projekt, IBU, med Helsingborg Kommune og svensk industri som bannerførere havde udarbejdet et konkret projekt til en motorvej og en godsjernbane gennem en tunnel Helsingborg – Helsingør ned over Nordsjælland og tværs gennem Naturparken. Man forsøgte at liste det gennem på embedsmandsplan. Det stod os klart, at det var et rent svensk projekt, hvor man prøvede at få danske politikere til at støtte med en tom påstand om, at det ville gavne Nordsjællands erhvervsliv, samtidig med at man ville få en ringvej uden om Københavns myldretidstrafik – selv om nordmændene på et møde i Helsingborg sagde, at Nordsjælland vil blive et trinbtæt på ruten. Reelt ønskede man den norsk/svensk transitrute ført uden om Skåne og København – i dag går den over Trelleborg. Man arbejdede med åbenlyst opblæste tal, og Transportministeriet, som siden 1967 har forsøgt at få en ringvej gennem transportkorridoren, supplerede med en analyse, hvor konklusionen end ikke hang sammen med ministeriets egne analysetal. Tallene var kun modelbaserede, men selv disse viste, at aflastningen af Ring 3 var uvæsentlig, selv om man manipulerede ved at sætte hastigheden på Ring 5 til 130 km/t og regnede forkert. Samtidig viste tallene, at den svenske transittrafik fra broen var et nålestik i forhold til den københavnske myldretidstrafik, således at transittrafikken sagtens kunne opsluges af det eksisterende vejnet, da lastbilchaufførerne jo vil undgå de få myldretidstimer. Trods alt dette kunne ministeriet konkludere, at Ring 5 var en god idé.

Nogle af de danske regionspolitikerne lod sig rive med af snakken om et storstilet erhvervs-boost fra broen – men en sådan stillingtagen egner sig slet ikke til de danske regioner, da de er sammensat med henblik på helt andre opgaver. De overvejede åbenbart slet ikke, om ikke en storby anlagt omkring et stort vandhul er den tåbeligste infrastruktur, man kan opbygge, da tværtrafik er umulig. Samtidig syntes de ikke at tage i betragtning, at en metropols ekspansion kræver en koncentration omkring centrum og lufthavnen – stik imod det planlagte projekt, som primært ville styrke Helsingborg på bekostning af Malmø og derfor svække den storby, som er under opbygning omkring aksen København – Malmø. Det meget ivrige Helsingborg regner antageligt med at få store beskæftigelsesproblemer og har måske derfor bl.a. fået kig på Nordsjællands arbejdsmarked og på muligheden for at flytte noget af vægten fra Malmø til Helsingborg.

Temmelig usædvanligt for en naturforening valgte vi derfor i stedet for en traditionel argumentation om trafik kontra natur at kigge nærmere på IBU-projektets og Transportministeriets tal, mens samarbejdspartnerne “Nej til Ring 5” og Danmarks Naturfredningsforening tog sig af andre spørgsmål. En analyse af kildeskattesystemets oplysninger om, hvilke kommuner arbejdstagerne bor og arbejder i, viste, at kun henholdsvis 8% og 3% af alle slags trafikanter (inkl. tog og bus) fra henholdsvis nord og syd kan bruge en ringvej uden for Ring 4. Ring 5 var altså komplet unødvendig og ministeriets tal baserede sig i stedet på vejens mulige generering af ny biltrafik – dvs. stik imod gældende CO2-politik. Vore tal var faktiske opgørelser fra Danmarks Statistik i modsætning til ministeriets kalkulerede modeltal. Pengene kunne altså bruges langt bedre ved at løse flaskehals-problemer og at trafiksikre hovedvej 6 som motortrafikvejen (Rute 21) fra Holbæk til Vig.

Vi præsenterede disse tal og blev det næste år inviteret som indledere til 24 borger- og politikermøder, hvor vi også kom til Christiansborg, Ålborg Universitets Trafikdage og Københavns Universitets konfliktseminar for internationale planlæggerstuderende. Vi fik straks tilslutning fra mange lands- og kommunalpolitikere, ligesom borgmestrene i de relevante nordsjællandske kommuner, Egedal, Farum, Allerød, Hillerød og Fredensborg protesterede mod Ring 5. Modelbyggerne og analytikerne hørte os også, og et par år senere fremkom modificerede analyser fra Vejdirektoratet med ”ændrede forudsætninger”. Spørgsmålet er dog stadig, om man har husket i rentabilitetsberegningerne at tage højde for, at Nordsjælland rent faktisk i øjeblikket affolkes på bekostning af øst/vest-aksen Malmø-København (metropolens vækstcenter), om man har husket IBU-forslagets nødvendige tunneler, og om man har husket at vise konsekvensen af regionens forsvarlige max. grænse på motorveje, dvs. 110 km/t.

Jernbanen gennem Nordsjælland blev droppet i de senere offentlige analyser, da man mere eller mindre erkendte, at overførsel ved København-Malmø vil være billigere og mere hensigtsmæssig, da Kastrup Lufthavn ikke må miste terræn, og da der er væsentlige effektiviseringsmuligheder omkring Øresundsbroen.

Transportministeriet hang fast i gammel vanetænkning og modarbejdede os fortsat. Man optrådte endda ulovligt, da vi ønskede aktindsigt. Da vi bad om videresendelse af materiale til Trængselskommissionen, udelod de vort materiale. Det påvirkede dog ikke ministeren og politikerne – som havde fået materialet ad anden vej – så ministeriet kom nok primært til at henlede opmærksomheden på ministeriets egen letsindige adfærd og brug af tallene. Kun få kunne give dem ret i, at det var “en god idé”. Landspolitisk blev det besluttet, at projektet ikke er aktuelt. En avisoverskrift tolkede et interview med trafikministeren således: ”Ring 5 lagt i graven” – et godt supplement til den tidligere Venstre-miljøministers ord om Naturparken: “Det er uerstattelig natur”, og den daværende transportminister Hans Christian Schmidts ord i Lynge om, at vi jo allerede har en velegnet A6.

Denne runde kunne således fejres med en sejr, men Ring 5 er ikke død, selv om nutidens politikere ikke er tilhængere. Den vil kunne tages op igen, som det er sket forgæves med jævne mellemrum i de sidste 48 år. Faktisk blev Øresundsbyen og HH-forbindelsen allerede taget op for 50 år siden, da Politiken offentliggjorde en sådan naiv plan, men den blev naturligvis droppet. Man skal imidlertid lægge mærke til, at de havde placeret transitvejen fra broen længere ude i ”Købstads-ringen” (A6), hvor der er mere brug for en ringvej. Der var således gjort plads til Naturparken, da man anerkendte Fingerplanens krav om, at de ”grønne” mellemrum mellem byfingrene skulle friholdes. Den oprindelige Fingerplan indeholdt ingen Ring 5. Nordsjælland skulle være attraktiv beboelse for metropolen – en udtalelse som Fingerplanens ”fader”, Steen Ejler-Rasmussen, selv kom med i sin bog om København i 1969.

Politiken-1959

Politiken 1959

FNV har altså været aktiv og har lang erfaring i analysearbejdet, så det har resulteret i mange artikler og breve gennem årene, hvor de vigtigste overskrifter er samlet i næste indlæg.

FNV’s plancheudstilling i pdf kan downloades fra dette link.

Oversigt over Ring 5-indlæg

Desværre blev vores indlægssamling på hjemmesiden ødelagt ved et hackerangreb, men da sagen næppe bliver aktuel foreløbig – bortset fra de spøgelser, der af og til dukker op fra Sverige, Transportministeriet og Helsingør – har vi ikke set nogen grund til at rekonstruere de gamle indlæg. Vi bringer blot oversigten over dem, idet de væsentligste fremgår af resuméet eller de medtagne artikler:

Ring 5 – Strategiske analyser
FNV d. 9. december 2013

Transportministeriet har nu offentliggjort Vejdirektoratets rapport om de vestlige ringveje til brug for de strategiske analyser. Ministeriet afslutter sit resumé således: ”Samlet konkluderer Vejdirektoratet, at det er vigtigt at have fokus på potentialerne i de indre ringe (Motorring 3 og Ring 4), inden man overvejer anlæg af en helt ny ringkorridor.” Vejdirektoratets rapport er på […]

Ring 5 – Trængselskommissionens betænkning
FNV d. 26. september 2013

Trængselskommissionens endelige betænkning blev ikke så skævvredet, som man kunne have forventet, når man læste Arbejdsgruppe 3’s afrapportering og det materiale Transportministeriet havde forsynet arbejdsgruppen med (Arbejdsgruppe 3 behandlede de store transportkorridorer). Kommissionen anbefaler ikke Ring 5, men nævner den som en tværforbindelse på længere sigt, som skal undersøges – bl.a. […]

Ring 5 – Aktindsigt gav udbytte
FNV d. 9. september 2013

Mens vi ikke fik noget nyt ud af aktindsigten i Transportministeriet – udover at man hævdede, at man ikke vidste, hvad der foregik i ens eget Vejdirektorat – var der udbytte i Vejdirektoratet. Her foregik aktindsigten efter bogen, og vi konstaterede, at Tetraplan senest 29/5 2013 har kørt et nyt basisscenarie […]

Ring 5 – Afrapportering fra Arbejdsgruppe 3
FNV d. 13. august 2013

Sammensætningen af arbejdsgrupper i Trængselskommissionen blev ændret efter udarbejdelsen af idékataloget, og ind i den arbejdsgruppe, som skulle behandle ringvejene, kom IBU-projektets danske fortaler, Regionsformand Vibeke Storm Rasmussen, som står for endelig fratræden i år – og andre motorvejstilhængere. Ikke overraskende kom der en udtalelse fra arbejdsgruppen, som anbefaler Ring 5 […]

Trængselskommissionens arbejdgruppe-rapport
FNV d. 2. januar 2013

Som vi havde varslet og forventet kom der et “katalog” fra Trængselskommissionens 3. arbejdsgruppe om vejene i hovedstaden, som er præget af gruppens sammensætning – nemlig en repræsentant for Danske Handel (ikke at forveksle med Dansk Industri), Forenede Danske Motorejere, Vordingborg Kommune, DTU Transport og Cyklistforbundet – assisteret af en kontorchef fra Transportministeriets vejkontor. Selve arbejdsgruppens anbefalinger omkring […]
Hilleroed-annonce
Høring om Ring 5 på Christiansborg – FNV’s deltagelse i høringer

FNV d. 8. november 2012

Foreningen “Nej til Ring 5″ afholdt en konference om Ring 5 i Fællessalen på Christiansborg 6/11 2012. FNV’s formand er inviteret med som en af de 3 oplægsholdere, og desuden medvirkede 5 af de nordsjællandske borgmestre og medlemmer af Folketingets Transportudvalg. Se program her. Konferencen var særdeles vellykket […]

Høringssvar 2012
FNV d. 4. maj 2012

Debat om Landsplanredegørelse 2012 Retur til Ring 5-menu Miljøministeriet indbød i forsommeren 2012 til debat om Landsplanredegørelsen, hvor man havde udvalgt nogle hovedtemaer. To af temaerne havde relation til Ring 5, så FNV indsendte 28/5 2012 et debatindlæg (Download i pdf) vedhæftet vort tidligere brev til Transportudvalgets medlemmer af 19/12 2011 (se dette menupunkt). Vort indlæg gik på de overordnede planlægningsmæssige problemstillinger […]

FNV’s opsummering af sagen – Brev til Transportudvalget
FNV d. 19. december 2011

Naturparkens gamle spøgelse er genoplivet i form af Ring 5 som svensk godskorridor – efter at B5 blev ophævet som lov i 1999 og fjernet i Frederiksborg Amts Regionplan for 2001, da svenskerne valgte Kastrup til placering af Øresundsforbindelsen. Selve det tidsmæssige forløb frem til folketingsvalget er skildret i et tidligere menupunkt. […]

Transportministeriets delrapportering
FNV d. 17. december 2011

Transportministeriet har 15/12 2011 udsendt sin delrapportering om de strategiske analyser af fremtidens trafik, der skal afsluttes i 2013. Rapporteringen indeholder ingen overraskelser omkring HH og Ring 5 i forhold til den rapport, som blev aflagt på ministeriets trafikdag i Odense i april 2011. Man henholder sig stadig til de […]

Ny svensk regeringsrapport
FNV d. 5. december 2011

Den svenske regering har 12/10 2012 udsendt beslutningsforslaget “Investeringar för ett starkt og hållbart transportsystem” om de svenske infrastrukturinvesteringer frem til 2025 – et forslag på 220 sider. På side 129 har HH-forbindelsen fået 1/2 side, hvoraf kan uddrages følgende citater: “Trafikverket bedömer i Kapacitetsutredningen att det på lång sikt finns ett behov av ökad […]

Resumé af Ring 5-forløb frem til 15/9 2011
FNV d. 14. september 2011

Naturparkens gamle spøgelse er genoplivet i form af Ring 5 som svensk godskorridor – efter at B5 blev ophævet som lov i 1999 og fjernet i Frederiksborg Amts Regionplan for 2001, da svenskerne valgte Kastrup til placering af Øresundsforbindelsen. FNV mener ikke, at det svenske HH/Ring 5-projekt er en bæredygtig løsning for […]

Hidtidig pendling
FNV d. 28. marts 2011

Grundlaget er en kørsel fra Danmarks Statistik af antal beskæftigede fordelt efter bopæls- og arbejdskommune i eindkomst-systemet. Der er tale om samtlige beskæftigede pr. 1/1 2011 – ikke stikprøve-målinger. Tallene er opgjort efter finans-krisens begyndelse, hvor folk er begyndt at køre lidt længere for at få job. Den tværgående […]

Ring 5 – FNV’s alternative forslag
FNV d. 16. marts 2011

FNV foreslår følgende alternative løsninger i forhold til IBU’s HH / Ring 5-projekt, så man får en struktur, der kan udbygges successivt, efterhånden som behovet opstår – i stedet for som følge af luftige svenske vækstvisioner at gå ud fra en struktur, der indledningsvis ødelægger Nordsjællands naturværdier og attraktive boligmiljø: […]

FNV’s 10 hovedargumenter mod HH/Ring 5
FNV d. 7. januar 2011

Region Skånes HH/Ring 5-projekt ”eksporterer” miljøproblemer og udgifter fra Skåne til det tætbefolkede Nordsjælland baseret på usikre ”visioner” om svensk vækst. (1) 2. HH-projektet er 3 uafhængige tunnelprojekter, som skal vurderes hver for sig. Et pendlingsbehov er derfor ikke ensbetydende med en Ring 5. 3. Vejtunnelen modvirker den ønskede konvertering fra […]

Ring 5 – Fredning afsluttet i Transportkorridoren
FNV d. 7. januar 2011

Naturklagenævnet vedtog 23/12 2010 den endelige fredning af Bundsådalen og områderne øst for Ganløse og nord for Slagslunde – et område på i alt 388 ha. Hermed er den sidste store fredning gennemført af de områder som i 1938-40 blev midlertidigt fredet af statsminister Thorvald Stauning. Fredningerne blev afbrudt af krigen og […]

Tidligere menu for alle FNV’s Ring 5-artikler:
•Strategiske analyser – Kommentar – 9/12 2013
•Trængselskommissionens betænkning – Kommentar – 26/9 2013
•Aktindsigt med udbytte – Kommentar – 9/9 2013
•Arbejdsgruppe 3’s afrapportering – Kommentar – 12/8 2013
•Trængselskommissionens arbejdsgrupperapport – Kommentar – 2/1 2013
•FNV’s indlæg i trafikhøringer – Beretninger og links mv – 8/11 2012
•Ny svensk regeringsrapport – Kommentar – 3/11 2012
•Hidtidig pendling – FNV’s nyeste analyse af pendling – 8/10 2012
•Høringssvar 2012 – FNV’s kommentarer og høringssvar – 28/5 2012
•Brev til Transportudvalget – FNV’s opsummering af sagen og brev – 19/12 2011
•Transportministeriets delrapport – Kommentar – 17/12 2011
•Resumé af Ring 5-forløb til 15/9 2011 – Kommentar – 15/9 2011
•FNV’s alternative forslag – Opsummering af forslag – 16/3 2011
•Regionshospitalet og Ring 5 – Kommentar – 26/1 2011
•FNV’s 10 hovedargumenter mod HH/Ring 5 – FNV’s første udmelding – 7/1 2011
•Ring 5 – Fredning i Transportkorridoren – Kommentar – 7/1 2011
•IBU’s projekt – Referat og links til analyser – 12/12 2010

Andet:
•Download FNV’s seneste planchesamling om Ring 5 (pdf 9MB) – 4/11 2012
•Link til foreningen Nej til Ring 5

Kalkgården – et kendt og elsket sted

Af lokalhistoriker Gudrun Lund Meyer for FNV-Orientering 1997-2, April 1997

Kalkgaarden, 1992

I anledning af Kalkgaardens jubilæum som traktørsted i 1997 bad redaktionen på FNV-Orientering lokalhistorikeren Gudrun Lund Meyer fortælle om dette enestående sted og dets værtinde.

En jysk familie med et gæstfrit sind besluttede for 70 år siden at åbne traktørsted på deres gård, der lå med en pragtfuld udsigt over den øvre Mølleådal. Det var dårlige tider for landbruget – og måske kunne der tjenes lidt ekstra på at drive traktørsted.

Det var familien Jacobsen, der i 1913 havde købt Kalkgaarden og dermed forladt deres hjemstavn ved Horsens. Det skridt foretog de for at være tættere på slægtninge, der uddannede sig i København. Familien bestod af far, Marius Jacobsen, mor, Constance Jacobsen og to børn, Elisabeth og Jørgen.

Familien havde stor slægtsfølelse. Fru Jacobsen havde flere søstre, og ikke mindst deres unge kom fra København til gården, hvor de både mødte den varme gæstfrihed, men også åbne og intelligente sind. Ikke mindst sommeraftener i haven med sang og gode samtaler, mens den vidunderlige natur lå til alle sider, blev uforglemmelige minder – og en inspiration til at åbne op for en større kreds end lige familie og husets venner. Det skete ikke så sjældent, at udflugtsgæster med madkurv om søndagen ligefrem lejrede sig i en og anden af de private haver i Hestetangsområdet.

Kalkgaarden blev bygget i 1885 af et yngre gårdmandspar på den lille gård, der før år 1800 havde været Hestetrang mølle med spor af virksomhed helt tilbage til 1100-tallet. Det kneb i alle århundrederne med vand til møllerivirksomheden, så derfor var Nymølle vindmølle blevet bygget oven for dalen, og den lille gård lå tilbage i 1800-tallet ved broen over Mølleåen, hvor i dag ejendommen Skovkrog ligger. Idyllisk var beliggenheden jo, og det var da også den, den unge gårdejer Peter Wetjes far var faldet for oprindelig. Han var fra Sønderjylland og støttede sin søn i at søge væk fra hjemstavnen efter, at den var blevet tysk i 1864. Sønnen var kommet i tjeneste på Stengården ved Bastrup Sø lidt længere mod vest og var der faldet for en datter, og nu skulle de have foden under eget bord.

Gårdens ikke for gode jord lå upraktisk på skrænten, der vender mod nord, men bl.a. salg af kalk og grus til den stærkt voksende hovedstad 20 km borte gjorde det muligt at bygge et nyt trelænget gårdanlæg på toppen af skranten ved vejen mellem Ganløse og Farum. Til syldsten er der gået en og anden dyssesten fra området, der på grund af vadestedet har været befærdet fra oldtiden. Materiale brugte man også fra den gamle gård, men et hus blev dog tilbage, senere kaldet Nordspangs hus. Det brændte i 1978 og Skovkrog blev opført.

Efter Wethjes købte en fhv. redaktør fra Roskilde Dagblad Kalkgaarden og byggede en lade til samt den karakteristiske kubusformede stuehusbygning i to etager til det oprindelige stuehus. Redaktørens kone trivedes imidlertid ikke i den noget ensomme idyl med “de susende træer” i skoven på den anden side af vejen, og familien Jacobsen rykkede i 1913 ind efter dette ejer-intermezzo på 2 år, der satte sig blivende bygningsmæssige spor.

I de næsten 85 år, der er gået siden da, står datteren (E)Lis(a)beth Jacobsen, som den mest markante skikkelse i familien udadtil. Hun var 5 år, da familien rykkede ind, og altså 19 år, da familien åbnede traktørsted i 1927.

Traktørstedet på Kalkgaarden blev de næste årtier et samlingssted for alle samfundslag incl. professorer og andre lærere, som studerende og forstelever fra Farum skovdistrikt, der var i pension, blandede sig med. I den lærde gruppe finder vi blandt andre de personer, der i begyndelsen af 1940erne udpegede det område, vi i dag kalder Naturparken mellem Farum og Slangerup, og som dermed virkeliggjorde cigarsorterer Vognsens vision om en naturpark nær København, et rekreativt åndehul og interessant geologisk og botanisk studieområde for storbyens befolkning og undervisningsinstitutioner.

Den sidste gruppe, forsteleverne, blev anledning til, at også billedkunsten kom til at spille en rolle på gården. En af dem, Lars Swane (f.1913), søn af Christine og Sigurd Swane, var skovfogedelev nogle år fra 1932, for han ville i hvert fald ikke være maler som forældrene. Det blev han nu alligevel og boede 1949-1957 i den østre lange, som han indrettede til beboelse med sin baggrund i, at han i sin ungdom også havde været i tømrerlære.

Selv om han i næsten 30 år var bosiddende i Vendsyssel, biholdt han sin tilknytning til Kalkgaarden og sit venskab med Lisbeth Jacobsen. Ingen, der er kommet på Kalkgaarden, kan undgå at glade sig over Lars Swanes litografier, der hænger på væggene, og måske køber man også et af dem, der er til salg.

Frk. Jacobsen, ca. 1992.
Frk. Jacobsen i køkkenet på Kalkgaarden i gang med at bage
hendes berømte kringle.

Selv glemmer jeg aldrig den smukke, solrige hverdagseftermiddag i september for snart 25 år siden, hvor jeg sad og snakkede med frk. Jacobsen om hendes oplevelser på ture i skoven, hendes samling af sten og om filmoptagelser på Kalkgaarden til “Når bønder elsker”, “Tro, håb og kærlighed” og “Kan du li’ ål i karry, Harry ?”. Men naturligvis også om kronprins Frederiks (IX) tre besøg, hvor han fik kaffe og æbleskiver.

Pludselig rejste frk. Jacobsen sig og inviterede mig ind i sin private stue med “Kongestol”, med Danmarks største julekaktus, plantet som et lille skud i 1903, og med vidunderlige malerier af Christine og Lars Swane ! Jeg troede, at vi kunne fortsætte den tætte samtale næste gang, jeg kom der ! Men nej, frk. Jacobsen ser sine folk godt og grundigt an i adskillige år, inden hun for alvor slipper sin reserverede holdning midt i al sin skarpe djærvhed. Og dus er det vist meget få, der er med hende.

Mange gode samtaler er det dog blevet til i årenes løb, især når man er kommet uden for den travle week-end – og man vel og mærke selv lægger op til det, uden at det lykkes hver gang. Ikke mindst husker jeg en eftermiddag for et års tid siden, hvor også forfatteren Anders Bodelsen blev inviteret og tog sig tid til et par timers samtale omkring det lille bord i køkkenet med det store komfur.

Der fik vi bl.a. historien om, hvordan den meget kendte og populære redaktør, Anker Kirkeby, Politiken var blevet opsøgt af Lisbeth Jacobsen, da Hestetangsvejen – den gamle møllevej – på den anden side af åen i 1947 var i fare for at blive asfalteret og udvidet til 12 meters bredde plus grøfter. Redaktøren havde skrevet lange, begejstrede artikler om landskabet, men nu var han “lunken” og mere end antydede, at frk. Jacobsen skulle være bange for at miste sin forretning, hvis en ny asfalteret vej kom ! Det gjorde frk. Jacobsen rød og bleg på en gang, men hun gik videre og fik gennem Fredningsnævnet vejen stoppet.

Kommer man uanmeldt en vinterdag, kan man gribe frk. Jacobsen i at sidde med en tyk biografi om Mozart. Hun har ikke nøjedes med at læse om musikken, men været udøvende i Københavns kammerkor fra 1953 til 1976 – altså 23 år med bus og tog til København i al slags vejr !

Og ikke sjældent var hun og familien i Det kgl. Teater – en tradition, grundlagt ved, at teaterdirektør Johs. Nielsen, der i 1920erne boede i Nordspangs hus, altid frit stillede sine pladser på 2. række til familiens rådighed.

Mange vil huske Lisbeth Jacobsens hede og dybtfølte engagement i protesten mod Motorvej 85, hvor den plan jo foreløbig er kommet i en venteposition til efter årtusindskiftet. I årenes løb har man ofte hørt fra hende i den offentlige debat. I 1960erne stiftede hun Slagslunde-Ganløse Konservative Vælgerforening, og hun er æresmedlem af Det Konservative Folkepartis Vælgerforening i Stenløse.

Enten elsker man Kalkgaarden og dens atmosfære, eller også rynker man på næsen og synes, den er for nostalgisk. Måske synes man også, at frk. Jacobsen er for skrap, som når hun fx. nægter at servere den 3. øl pr. person ! Den får man ikke, for der satte hendes mor grænsen, da hendes far fik gennemført, at der kom spiritusbevilling til stedet i 1944. Det er ikke et værtshus, frk. Jacobsen driver !

Men trofaste stamkunder mangler hun ikke. Til at være stamkunde hører, at man er der et par gange i sæsonen. Og det er der nogle, der har været siden 1930erne, En af de meget trofaste – og måske den allermest værdsatte nogensinde – var den nu afdøde forfatter Ole Vinding, der bl.a. jævnligt i Information skrev “Et bymenneske i naturen”. De to var i sjælden grad på bølgelængde med hinanden.

I 1948 blev Kalkgaarden med de 20 tdr. land totalfredet, dog med ret til at grave grus, og de 8.000 kr. fra fredningserstatningen blev brugt til at installere elektricitet – ellers er alt ved det gamle.

Mange vil spørge, hvad der skal ske med stedet, når frk. Jacobsen ikke kan/vil mere. Hun har fået sin bevilling forlænget til år 2000. Men lige meget hvad, så er det nu, at gården med Lisbeth Jacobsen er gennemsyret af den ånd, hun i stor veneration har ført videre fra sine forældre. En ånd, der ikke primært søger sit eget, og som er så sjælden i dag, hvor materiel og personlig vinding nærmest regnes for en menneskeret.

Tag ud og giv Lisbeth Jacobsen en god jubilæumssæson, men vær også klar over, at den største glæde og tilfredshed bereder man hende ikke ved alene at købe kaffe med brød, øl, sodavand eller is, men ved at lære Naturparken at kende og holde af den, så man er parat til at kæmpe for den. Som hun jo har gjort det i så mange år på forbilledlig vis.

Gudrun Lund Meyer

Ring 5 – Strategiske analyser

Transportministeriet har nu offentliggjort Vejdirektoratets rapport om de vestlige ringveje til brug for de strategiske analyser.

Ministeriet afslutter sit resumé således:
”Samlet konkluderer Vejdirektoratet, at det er vigtigt at have fokus på potentialerne i de indre ringe (Motorring 3 og Ring 4), inden man overvejer anlæg af en helt ny ringkorridor.”

Vejdirektoratets rapport er på 78 sider og hviler på de tal, vi kommenterede sidst. I sammendraget kan man allerede indledningsvis læse, hvad vi har sagt og skrevet siden 2010:
”Der er vigtigt at understrege, at det set i forhold til den overordnede infrastruktur vil være afgørende, at Motorring 3 og Motorring 4 kan afvikle den trafik, som benytter de to ringforbindelser. En vestlig ringkorridor længere ude i hovedstadsområdet udgør ikke noget alternativ hertil.”

Det er en meget væsentlig konklusion, som bør afgøre diskussionerne om den nordsjællandske del. Her ønsker de involverede kommuner ikke Ring 5 (bortset måske fra Helsingør), mens de øvrige kommuner langs de indre motorveje vil have Ring 5, fordi de har troet, at den ville aflaste deres veje.

Man skal også lægge mærke til en anden bemærkning i rapporten, som Transportministeriet citerede i sin orientering til Miljøministeriet om det fortsatte behov for transportkorridoren:
”På baggrund af den gennemførte strategiske analyse er det vurderingen, at det ikke kan udelukkes, at det en dag kan være til stor gavn for hovedstadsområdet, hvis der anlægges en vestlig ringkorridor. Men det er ikke nødvendigvis en beslutning, som skal træffes inden for overskuelig tid.”

Ministeriet forsøger altså at lade muligheden stå åben, selv om alt i rapporten peger på, at vejen er mere til skade end til gavn – en betragtning som netop først og fremmest kan forsvares i relation til transportkorridorens reservationer.

Man skal bemærke, at HH-Femern slet ikke omtales, hvilket indebærer, at alternativerne i givet fald skal revurderes i en sådan sammenhæng, da den i så fald skal baseres på en yderligere direkte trafik Helsingør-Køge. Det giver et andet trafikalt mønster end en pendler-ringvej, ligesom Ring 5½ skal have et andet forløb. Ministeriet har øjensynligt ikke stillet de relevante spørgsmål i 2012.

Vejdirektoratet konkluderer i øvrigt samlet om Ring 5, 5½ og 6 (forkortet):
1.”Der er tilstrækkeligt trafikalt grundlag for at etablere en fremtidig motorvej i en vestlig ringkorridor”
2.”En vestlig ringkorridor vil have væsentlige negative konsekvenser” for bysamfund, natur og miljø. Ring 5½ vil ikke være mindre indgribende en Ring 5, bortset fra i Natura 2000-området ved Mølleåen.
3.En Ring 5 fra Køge til Holbækmotorvejen eller Frederikssundsvej vil aflaste de sydlige motorveje markant.
4.”En vestlig ringkorridor vil på et tidspunkt kunne komme til at spille en vigtig trafikal rolle som en ny, ydre motorringforbindelse i hovedstadsområdet.”
5.Ring 5½ har en mindre aflastende effekt end Ring 5 på flere af de københavnske motorveje (75%).
6.En Rute 6 som (1+2)-vej vil ikke få en mere væsentlig effekt, end den har i dag.

Ad 1 og 2) Punkt 1 er begrundet med antal biler og en samfundsøkonomisk lønsomhedsanalyse.
Der vises ved Naturparken ca. 40.000 biler. Man oplyser i rapporten, at Ring 5 giver 11.000 nye bilture, hvoraf de 5.000 er taget fra cykler og kollektiv trafik – altså i strid med Folketingets erklærede politik.
Den samfundsmæssige lønsomhedsanalyse viser efter Transportministeriets model et afkast på 11,3% mod et minimum på 4%. Vi har endnu ikke haft mulighed for at kontrollere denne særdeles tvivlsomme form for kalkule, der er beregnet ved 130 km/t, som ikke anses for forsvarligt i Hovedstadsregionen i dag. Den tager slet ikke højde for ødelæggelsen af Nordsjællands store miljøværdier. Man skriver, at de ikke kan vurderes, og vi er enige i, at de er uvurderlige, men en mindre del er indirekte vurderet af Øresunds-regionerne, som så sig nødsaget til at kalkulere med tunnelanlæg for at opnå en forsvarlig passage af Mølleåen og Allerød. Alene indregning af disse to begrænsede anlæg vil gøre det samfundsmæssige afkast negativt i Vejdirektoratets beregning. Punkt 2 eliminerer altså under alle omstændigheder punkt 1 ovenfor.

Ad 3) Strækningen syd for Tåstrup har hele tiden forplumret analyserne, fordi der her er tale om en indfaldsvej – ikke en Ring 5. En ekstra motorvej fra Køge til Tåstrup/Albertslund skal derfor ses som et separat projekt. Det vil antageligt være hensigtsmæssigt med en tosporet vej herfra til en ny Frederikssundsmotorvej, hvor den kan få forbindelse med den eksisterende Rute 6 som en nordsjællandsk tværforbindelse.

Ad 4) Dette punkt fremstår som et aldeles ubegrundet postulat med baggrund i Transportministeriets 45 år gamle, forældede drøm. Det kan således være et forsøg på at tage højde for et IBU-lignende projekt, men hverken IBU, HH, jernbanen eller Femern nævnes overhovedet i rapporten – antageligt fordi udviklingen går den modsatte vej mod et vækstcenter omkring Kastrup Lufthavn. Vi henviser til vore tidligere websider herom. Også professor Christian Wichmann Matthiesen, KU, har ved flere lejligheder talt imod dette projekt.

Ad 5 og 6) Rapporten bekræfter, at Ring 5’s aflastende effekt på motorvejssystemet er lige så begrænset, som vi hele tiden har hævdet. Det er derfor ingen overraskelse, at alternativerne er endnu mere ligegyldige i den sammenhæng. Diskussionen om Ring 5½ og Ring 6 havde primært relevans omkring HH-forbindelsen eller et tætbefolket Nordsjælland, hvor en Ring 6-forbindelse mellem købstæderne i Fingerspidserne ville være det optimale.
Analysen af alternativerne bliver derfor værdiløs – og vi har i øvrigt vanskeligt ved at se relevansen i den Ring 5½, som Vejdirektoratet har tegnet – bortset fra, at den kan fungere som beregningsgrundlag. Den krydser bl.a. Jørlundefredningen kun 500 meter fra den eksisterende Ring 6 og drejer for meget til den jernbane, som IBU forudsatte som grønt slør. Et mere relevant alternativ er kommet fra professor Otto Anker Nielsen, DTU, men det er ikke aktuelt at diskutere i relation til den nye rapport.
Man nævner i rapporten, at Ring 5 kan aflaste hovedstadsområdets indfaldsveje med 9,4% og Ring 5½ med 7,0%, men det er ved et maksimum på 130 km/t, og tallene indeholder den sydlige indfaldsvej-del, jfr. pkt 3. Man har ikke som i 2010 vist alternativet med 110 km/t, som er mere realistisk. Vor tidligere angivelse af en uvæsentlig 5-6% aflastning af Ring 3 ved 110 km/t er fortsat gældende.

– 0 – O – o –

Rapporten tager ikke – som den svenske regeringsrapport om HH – forbehold for klimapolitikkens reduktioner af fremtidig biltrafik. Det kan naturligvis kun forsvares, når trafiktallene under alle omstændigheder er for lave til en investering. Der er således heller ikke taget hensyn til det politiske ønske om mest mulig konvertering fra bil til kollektiv trafik.

Trafikanalyserne er lavet af Tetraplan, som også lavede de analyser, som Transportministeriet stod så fast på. Vejdirektoratet har i rapporten delvis forklaret, hvorfor det ikke holdt, og vi skal nøjes med at konstatere, at sammenhængene nu harmonerer bedre med det historiske grundlag og den demografiske udvikling , vi byggede vores vurdering på.

Når der bortses fra ovennævnte ankepunkter, er vi tilfredse med, at Ring 5’s rolle i hovedstadens trængselsbillede er blevet behandlet på en mere realistisk måde. Der venter nu en politisk stilling tagen, men intet i rapporten peger på, at Ring 5 er en god ide.

Det vidste Transportministeren da også allerede, da hun i Allerød i november trak avisoverskrifter som “Ring 5 skrinlagt”.

Diskussionerne er imidlertid ikke slut, da man 9/12 i Helsingborg forsøgte at holde gryden i kog med forslag om finansiering af en HH-forbindelse, selv om ingen vel er i tvivl om, at selve motorvejstunnellen kan finansieres privat af bropenge – Danmark er bare ikke tjent med den og får alle omkostningerne. Det burde de hidtidige danske Ring 5-tilhængere indse, når det nu står klart, at de ikke får en aflastning af de indre motorveje med i handelen.

Link til rapporten

Skrevet af FNV d. 9. december 2013 Ring 5

Slangerups Jernbaner

På Naturparkens nordgrænse udspillede sig et sandt jernbaneeventyr fra starten
af 1900-tallet og frem. Det var den gamle København-Slangerup banen (KSB), som løb her.

Turistbureauet Nordsjælland

FNV har fået tilladelse til at offentliggøre en artikel på 5 sider skrevet
af Stig Colbjørn Nielsen, turistchef, Turistbureauet Nordsjælland.
Stig er ligeledes næstformand i FNV.

Download i printervenligt format:

pdf
Slangerups jernbaner. PDF-format. 5 sider. 112KB.

Artiklen kan også læses herunder…

De nutidige spor efter København-Slangerup Banen er emnet for følgende hjemmeside:
www.slangerupbanen.dk

På Farum Model Jernbane Klubs (Fmjk af 1976)
hjemmeside kan du se billeder og kort fra deres modellering af København-Slangerup Banen.

Gl. Jernbanevej. Farum Lillevang. Januar 1997

Sporene af det gamle jernbane trace i Farum Lillevang genfindes i skovvejen “Gl. Jernbanevej”.

Slangerups jernbaner!
Af Stig Colbjørn Nielsen, Turistchef

Det begyndte i 1877, hvor Det Sjællandske Jernbaneselskab ønskede at anlægge en jernbane fra København til Frederikssund. Området var øde og tyndt befolket. Selskabet foreslog, at jernbanen skulle gå via Slangerup, da byens geografiske placering i Nordsjælland gav udviklingsmuligheder. Slangerup var ikke interesseret – man ville have sin egen jernbane. Frederikssundbanen åbnede 1878. I stedet åbnede driftige vognmænd Danmarks første rutebilrute: København-Slangerup i 1904!
1894 fremsattes en ny jernbaneplan, der berørte Slangerup. Det var entreprenør J. Stenberg, som så en idé i at udnyttet den store vækst, der var i København. Stenberg fik koncession på 3 strækninger: Vesterbro-Vallensbæk, Amager- Dragør og Nørrebro-Værløse. Tanken var, at jernbanerne skulle fragte latrin og andet biologisk affald fra storbyen ud til bønderne og friske mejeriprodukter, grøntsager og levende kvæg fra landet ind til byen. Banerne skulle privatfinansieres. I koncessionsbevillingen til jernbanen fra Nørrebro til Værløse var der ikke indsat begrænsning i form at et slutpunkt. Noget sådant var aldrig tidligere set, og det gjorde koncessionen meget attraktiv. Stenberg kunne imidlertid ikke finde investorer inden koncessionernes udløb.

Det var der andre, der kunne – proprietær & landvæsenskommissær A. C. Andersen-Vadgaard og overretssagfører V. Amdrup. De undersøgte 1901-02 mulighederne i et jernbaneanlæg fra København via Farum og kalkgravene ved Vassingerød til Lindholm med de rige grusforekomster. Det stigende behov for byggematerialer i København skulle være det økonomiske grundlag for driften. Statsbanerne havde i mellemtiden overtaget bl.a. Det Sjællandske Jernbaneselskab, og var stærkt imod planerne. Man mente, at den ny jernbane ville udkonkurrere den svage Frederikssundbane.

Admiralen vender hjem

“Admiralen” var Andreas du Plessis de Richelieu – netop i 1902 vendt hjem p.g.a. malaria fra
mange års tjeneste som både admiral og marineminister for kong Chulalongkorn i Thailand. Richelieu var blevet en særdeles holden mand ude i Østen. Hans nærmeste omgangskreds talte bl.a. kong Christian IX., kejser Wilhelm, H. N. Andersen fra ØK, B & W-direktørerne Ivar Knudsen og Martin Dessau, grosserer P. M. Daell, justitsminister P. A. Alberti m.fl. I Thailand havde Richelieu taget initiativ til mangt og meget – bl.a. den første jernbane.
1903 forelagde A. C. Andersen-Vadgaard planerne for Richelieu, som straks tog projektet til sig. Projektet blev forlænget til Frederikssund – dvs., i første omgang standsede statsbanerne projektet, de ønskede ikke en konkurrent på Frederikssund, selvom Frederikssund for Richelieu var uinteressant. Det var industribyen Frederiksværk og havnebyen Hundested, det drejede sig om!

1897 var der blevet anlagt en delvis privat jernbane fra Frederiksværk til Hillerød. De første tanker om jernbane fra Frederiksværk havde været en forbindelse til København via Frederikssund eller Slangerup. Hillerød by og Frederiksborg Amt fik dog trumfet igennem, at det alene skulle være en oplandsbane til Hillerød. Alligevel dukkede fortsat tanker op om jernbaneforbindelse fra Hundested via Frederiksværk til København – det kunne være via Hillerød, Frederikssund eller Slangerup. Richelieus engagementer i rederierne ØK og DFDS gjorde Hundested interessant. Richelieu var en handlingens mand, så et halvt jernbaneprojekt var bedre end intet – i det mindste til en start. Der skulle nok vise sig en senere mulighed for at “bygge videre” på jernbanen fra Slangerup; og stod det til Richelieu, skulle banen i hvert fald ikke have permanent endestation her!

En jernbane finansieres og anlægges

1903 etablerede Richelieu sammen med A. C. Andersen-Vadgaard og V. Amdrup Aktieselskabet Kjøbenhavn-Slangerup Banen. Bestyrelsesformand blev Richelieu selv; i øvrigt en post han beholdt helt frem til 1929, hvor kommunerne overtog selskabet. Men aktiekapitalen, hvor kom den fra?

Investorerne tog det uhørte skridt at spekulere i forventninger til den stigning i ejendomsværdierne, de vidste ville blive en følge af jernbaneanlægget! Man etablerede lokale jernbanekomiteer langs strækningen, og indgik aftaler med lodsejerne om at en tredjedel af den forventede værdistigning i den enkelte ejendom skulle tilfalde jernbanen som prioritet i ejendommen, såfremt lodsejeren solgte sin ejendom indenfor 30 år! Med disse tilsagn, kunne investorerne så låne de fornødne midler i de store banker. Som sikkerhed fik långiverne aktier i selskabet. Tankevækkende måske at Landmandsbanken med Richelieus ven og bestyrelseskollega, P. A. Alberti, i spidsen indgik som næststørste aktionær? – København- Slangerup Banen blev den eneste jernbane i Danmark, der var 100% privat – også selvom vi vel i dag må beskrive projektet som “en gang varm luft”! Jernbanen blev anlagt og åbnet for trafik i 1906. Entreprenør for anlægget var J. W. Werner, kendt fra en lang række andre jernbaneanlæg i Danmark.

Jernbanens bygninger blev tegnet af arkitekt Thrue, men Richelieu var ikke helt tilfreds. Han lod den kendte arkitekt Heinrich Wenck “tilrette” bygningerne, så de fik, hvad Richeliueu kaldte “en smule stil”. København-Slangerup Banens to endestationer regnes i dag for at være de fineste repræsentanter for Heinrich Wencks arkitektur – og de blev de sidste bygninger ved jernbanerne i Danmark præget af nationalromantikken!

Lygten Station på Nørrebro blev anlagt som en traditionel sækbanegård – altså med hovedbygningen på tværs for enden af sporene. Stationen i Slangerup blev ikke anlagt som slutstation, men som krydsnings- og omladningsstation. Om det så var i stationens vestende, hvor sporene sluttede, blev der her anbragt et dobbelt udkørselssignal – for selvfølgelig skulle jernbanen fortsætte til Frederikssund, Frederiksværk og Hundested! Det havde, som tidligere nævnt, aldrig været meningen, at Slangerup skulle være endestation.

Elektricificeringsplaner

Indtjeningen ved banen fulgte konjunkturerne, men over tid blev jernbanen en indbringende forretning. København-Slangerup Banen blev den privatbane, der opnåede de bedste persontrafiktal overhovedet! Trafikkommissionens betænkning 1939 viste, at også banens persontrafikintensitet var størst blandt danske privatbaner. Tanker om elektrisk drift var fremme længe før de første københavnske S-tog begyndte at rulle 1934, og helt frem til lukningen – og et årti derefter – blev der arbejdet med planer om elektrisk drift.

1904 drøftede sognerådet mulighederne for at få elektricitet til Slangerup – et københavnsk firma havde tilbudt kommunen at udnytte vandkraften i Græse Å ved Hauge Mølle. Det lykkedes ikke at finde tilstrækkeligt med investorer til projektet. 1914 tog Richelieu initiativ til gennem sin protegé, stationsforstander og sognerådsformand Blangsted, at finansiere et elektricitetsværk i byen. Værket begyndte at levere jævnstrøm august 1914. De fleste steder gik man omkring 1920 over til den mere økonomiske vekselstrøm – blot ikke i Slangerup! NESA – Nordsjællands Elektricitets- og Sporveis Aktieselskab søgte adskillige gange at komme ind på markedet i Slangerup, men uden resultat. Jernbanens ledelse havde intet imod vekselstrøm, men ønskede ikke NESA som leverandør, da NESA samtidig var en konkurrent med omfattende elektrisk sporvejsdrift. Ydermere havde NESA tilbudt Slangerup en elektrisk hurtigsporvej direkte til Rådhuspladsen i København! Først i 1932 – fire år efter den kommunale overtagelse af jernbanen 1929 – nåede man frem til et forlig med NESA, der bl.a. indebar en erklæring om, at der aldrig måtte indføres elektrisk sporvognsdrift til Slangerup. Allerede i midten af 1920’erne havde jernbanens ledelse undersøgt mulighederne for elektrisk togdrift med henblik på at optimere økonomien. Også statsbanerne arbejdede med planer om elektrisk togdrift. Eftersom København-Slangerup Banen jo fortsat kun gik til Slangerup, valgte man at afvente dels statsbanernes første erfaringer, dels forhandlingerne med Hillerød-Frederiksværk Jernbane om et samarbejde med denne jernbane. Hertil kom yderligere en planlagte sammenfletning i Slangerup mellem København-Slangerup Banen og Den Midtsjællandske Jernbane.

Midlertidig lukning af Slangerup-Farum

Vedligeholdelse af spor og materiel blev der aldrig gjort noget særligt ud af p.g.a. af de mange planer og projekter, og besættelsesårenes hårde slid tog reelt livet af privatbanen. DSB overtog den i 1948 med henblik på at ombygge den til elektrisk S-togstrafik. Banen viste en pæn udvikling som pendlerjernbane. Alligevel blev driften mellem Slangerup og Farum indstillet 22. maj 1954 – delstrækningen var nu slidt helt ned. Også de særprægede diesellokomotiver bygget på B & W’s skibsværft, var blevet vanskelige at holde i driftsstand. Let at lukke strækningen var det tilsyneladende ikke, for i tiden fra den officielle lukning og frem til sporoptagningen et års tid senere, steg trafikken konstant på den officielt “afdøde” jernbanestrækning med både godskørsler, særtog og filmoptagelser – faktisk var trafiktallene i året efter lukningen af delstrækningen større end sidste år med normal drift!

Strækningen Slangerup-Farum skulle ikke nedlægges permanent. Arealerne skulle ryddes og klargøres for at henligge “reserveret” til senere S-togsdrift. Det “glemte” man alt om i Farum, hvor man hurtigt byggede boligblokke henover tracéen – i øvrigt uden at gøre DSB opmærksom på det. Fra interne kilder i DSB er det siden kommet frem, at man bittert fortrød sin “uopmærksomhed”, da planerne om S-togsdrift til Slangerup skulle ud af mølposen i 1961. Man kunne blot konstatere, at det ikke længere var muligt at reetablere strækningen fra Farum til Slangerup og en anden linjeføring fandt alle parter “indtil videre” for kostbar. Farum er altså fortsat “midlertidig” endestation på København- Slangerup Banen! Frem til dannelsen af HT, kunne man i øvrigt fra enhver station i Danmark og udlandet købe en jernbanebillet til/fra Slangerup, der selvfølgelig var gyldig til “gummitoget” – altså rutebilen mellem Farum og Slangerup!

Med tog fra Stockholm via Slangerup til Berlin

1908 så det ud til at blive alvor med en jernbane fra Frederiksværk til Hundested. Richelieu – med sine store interesser i DFDS og i B & W Skibsværft havde brug for havneadgang udenom staten. Richelieu forhandlede derfor med interessenterne bag jernbaneplanerne om at opnå en anlægs- og driftsoverenskomst for København- Slangerup Banen til strækningen Slangerup- Frederiksværk-Hundested. En naturlig linjeføring ville være via Frederikssund, men det turde Richelieu ikke nævne i første omgang – det kunne få statsbanerne til at interessere sig for sagen, hvilket ikke måtte ske. Sagen trak imidlertid ud. Det lykkedes endnu en gang for Hillerød by og Frederiksborg Amt at majorisere en beslutning igennem, der forhindrede en ekspansion for København-Slangerup Banen. Frederiksværkbanen fik anlægs- og driftsoverenskomsten. Strækningen blev indviet 1916. Den dybereliggende årsag var bl.a., at man opfattede København-Slangerup Banen som et skalkeskjul for Danmarks største private erhvervsvirksomheder – eksempelvis Landmandsbanken, Privatbanken, ØK, B & W, DFDS. Der var også et tankevækkende sammenfald i bestyrelsesposter – især gik navnet Admiral Andreas du Plessis de Richelieu igen på nøgleposterne!

Efter 1. verdenskrig var væksten i København blevet så voldsom, at byen nu var en alvorlig trafikal flaskehals. DSB begyndte derfor at realisere et projekt, hvor transittrafikken skulle ledes udenom København – det ville øge den samlede trafikkapacitet. Bygningen af Den Midtsjællandske Jernbane blev påbegyndt i 1922 – strækningen skulle gå fra færgerne i Helsingør via Hillerød, Slangerup, Frederikssund, Ringsted, Næstved og herfra dels til udskibningshavnen i Karrebæksminde, dels ad eksisterende forbindelse til Gedser og Berlin. Målet var direkte tog mellem Stockholm og Berlin via bl.a. Slangerup. Jordarbejderne ved Skjoldenæsholm på Midtsjælland blev de største jordarbejder i Danmarkshistorien siden anlægget af Dannevirke – kun Storebæltsbroen og Øresundsbroen har overgået midtbaneanlægget. 1928 blev strækningen fra Næstved til Frederikssund taget i brug og byggeriet af den resterende strækning påbegyndt. Alle de store og meget omfattende jordarbejder, hele tracéen og alle viadukter blev fuldført, og sporlægningen fra Frederikssund i retning af Slangerup påbegyndt. I Slangerup tog man vingerne af møllen, så de ikke ved togenes rystelser kunne risikere at falde ned på togene. Imidlertid lykkedes det ikke DSB og Richelieu at komme overens om en betalingsmodel for de nødvendige sporforlægninger, forbindelsesspor og ekstra rangerarealer i Slangerup. Først efter den kommunale overtagelse af København- Slangerup Banen i 1929 kom der for alvor gang i forhandlingerne og en løsning blev fundet. Arbejderne blev udført og også Hillerød station blev væsentligt ombygget og sporarealerne stærkt udvidet. Man stilede efter en international indvielse ved overgang til sommerkøreplanen i maj 1937.

Med tog fra København via Slangerup til Trondheim

Fra midten af 1920’erne fik en anden jernbane alvorlige problemer: Hillerød-Frederiksværk- Hundested Jernbane. Med den dynamiske direktør Kuhlmann i spidsen, begyndte man at overveje stadig mere og mere utraditionelle løsninger! Richelieu og Kuhlmann var i øvrigt personligt bekendte og mødtes jævnligt fra 1908 og frem til Richelius død i 1932.

Strækningen fra Skævinge via Harløse til Hillerød gik gennem et meget tyndt befolket landbrugsområde og den samlede rejsetid mellem Frederiksværk og København var håbløst lang. Man fulgte ivrigt med i de mange planer og idéer omkring København-Slangerup Banen. Hvad var vel mere nærliggende end at søge samarbejde mellem disse to private jernbaneselskaber? Direktør Kuhlmanns plan var at nedlægge strækningen mellem Skævinge og Hillerød og i stedet føre Frederiksværkbanen fra Skævinge til det kommende store jernbaneknudepunkt i Slangerup. Derved kunne man forenkle basisdriften på Frederiksværkbanen, og de rejsende ville opnå en tidsbesparelse på 30% i rejsetiden til København. En driftsoverenskomst med København-Slangerup Banen lå lige for. Men nok så interessant, man ville opnå forbindelse til det internationale jernbanenet nu, hvor sidste del af Den Midtsjællandske Jernbane var under bygning. Direktør Kuhlmann ønskede, at man investerede i den jernbanefærge på den ny Hundested-Grenå linje, som Richelieu for år tilbage havde haft planer om. Så ville man kunne køre internationale tog København- Slangerup-Frederiksværk-Hundested-Grenå-Ålborg-Frederikshavn-Oslo-Trondheim og herfra foretage udskibning til Færøerne, Island, Grønland og U.S.A.! Noget af et perspektiv sammenholdt med midtbaneprojektets internationale tog Stockholm-Slangerup-Berlin!

I virkeligheden var der blot tale om ny aktualitet for Richelieus oprindelige tanker fra 1903 for anlæg af København-Slangerup Banen. De storslåede planer var slet ikke grebet ud af den blå luft. Richelieu byggede skibe på B & W og lod dem sejle under DFDS-flag – selvfølgelig kunne man genaktualisere en jernbanefærge Hundested-Grenå, og hvad var vel mere nærliggende end at Richelieu kunne lade sit andet rederi, ØK, sejle fra Trondheim på Færøerne, Island, Grønland – og U.S.A. for den sags skyld!

Politiske lobbyister tager over

Forhandlingerne blev langvarige – for langvarige. Københavnske socialdemokratiske politikere – også i Rigsdagen – begyndte at få øjnene op for det, der var undervejs udenfor hovedstaden. I fagforeningskredse omkring bl.a. Arbejdsmandsforbundet var man ikke i tvivl om, at med den storkapital, der indirekte stod bag København-Slangerup Banen, kunne der trækkes rigtig mange arbejdspladser væk fra København og ud til bl.a. Slangerup. Nu begyndte det største lobby-arbejde i dansk trafikpolitisk historie – og i kapløb med tiden!

1929 – efter nogle år med afmattede konjunkturer og uden realistisk udsigt til ekspansion for København-Slangerup Banen valgte Richelieu at forhandle med kommunerne langs banen om en overdragelse af hele selskabet til kommunerne. Overdragelsen fandt sted i 1929. Det skal lige siges, at Slangerup ikke var synderligt interesseret i jernbanen til København – man indgik med beskedne 3%, hvor eksempelvis Gladsaxe indgik i selskabet med 60% Slangerup var i virkeligheden langt mere interesseret i Midtbanen, der var en statsbane og derfor fuldstændig risikofri! Med Richelieu, DFDS, ØK og de store banker ude af billedet, fik de københavnske arbejderpolitikere let spil. Direktør Kuhlman stod alene over lobbyisterne – der var derfor nærmest en formsag at lukke Midtbanen i 1936 og dermed udelukke alle tanker om trafik udenom København.

Lobbyarbejdet havde haft to hovedlinjer: Politikere i Københavns Borgerrepræsentation blev bibragt det indtryk, at statsbanerne ville udsulte København – så var man temmelig sikker på, at disse politikere ville stille krav om, at udviklingen selvfølgelig skulle ske i landets hovedstad! Mere eller mindre under dække af denne “politiske støj”, blev udvalgte socialdemokratiske Rigsdagsmænd gjort interesseret i statsbanernes forvaltning af skattemidlerne – i første række omkring misforholdene imellem de usædvanligt kapitalkrævende anlægsarbejder på Den Midtsjællandske Jernbane og den manglende indtjening fra strækningen. “Glemt” var naturligvis, at Den Midtsjællandske Jernbane slet ikke var færdiganlagt endnu! Midtbanen blev lukke 1936 – samme år den sidste delstrækning skulle have været indviet. Staten havde tabt enorme summer ved at opgive projektet, men de københavnske fagforeninger sikrede sig, at al trafik i en uoverskuelig fremtid kom til at gå via København!

Provinsidyllen uantastet

Alting var som før – tog man toget fra København, måtte man fortsat stå af i Slangerup. Skønt udkørselssignalet mod vest havde stået stået på “kør” siden 1906, så kørte toget ikke videre. Her i den stille provinsby endte verden for københavnerne, skønt det var her, det hele jernbaneeventyr begyndte!

Hvad med Slangerup? – Sognerådsprotokollerne afspejler ikke de storslåede planer og tanker om at gøre byen til måske Danmarks vigtigste internationale trafikknudepunkter. I Slangerup fortsatte livet ganske uanfægtet af den megen tumult om byen. Det var vel heller ikke Slangerup, man ude omkring fandt så forfærdelig betydningsfuld – snarere var det byens centrale beliggenhed som “Nordsjællands gadekryds”, der endnu en gang manifesterede sig.

København-Slangerup Banen tog i tidens løb mange forskellige initiativer for at tiltrække trafik. Som det første trafikselskab i Danmark tog man turistpolitiske initiativer, herunder dannelsen af en turistforening for Slangerup og omegn. Her kneb det nu lidt for de gode borgere i Slangerup at følge banens visioner, for i turistforeningen valgte man som slogan: “En lille by med store minder!” I banens ledelse drømte man om noget mere moderne og udadvendt, men man at accepterede turistforeningens slogan for at få samarbejdet i gang. Næppe nogen i Slangerup havde fantasi til at forestille sig, at toneangivende kredse i København begyndte at se det, der skete i Slangerup, som en trussel mod landets hovedstad, København, og mod den samlede arbejderbevægelse? Det hele blev ved så beskedne tiltag som fællesbilletter til udflugtshungrende københavnere med København-Slangerup Banen, Bådfarten på Farum og Lyngby Sø, Lyngby-Nærum-Tårbæk Jernbane og den statslige Kystbane. Hareskoven forblev største aktiv.

Eftertiden

I det følgende lille halve århundrede efter den “midlertidige” lukning af jernbanedriften til og fra Slangerup – og indtil branden 24. maj i år, lå stationsbygningen fortsat, som om der det næste øjeblik kom et tog til perron – og rangerterrænet ligeså, omend lidt for stort og lidt for øde, men dog i daglig brug af ca. 300 HT-busser! H.U.R. skal i 2005 vedtage en ny samlet regionplan for hele Hovedstadsområdet – måske en forlængelse af “Lille Nord” fra Hillerød og mod sydvest kunne blive en væsentlig del af den ny og stærkt ønskede trafikkorridor Helsingborg- Helsingør-Hillerød-Slangerup-Frederikssund-Jyllinge-Roskilde? – En ny “Midtbane”?

Også i dag kan København-Slangerup Banen opleves – der kører jo faktisk temmelig mange tog på hovedstrækningen København-Farum hver eneste dag. Er man til det lidt mere nostalgiske kan en tur med Nordsjællands Veterantog i Helsingør varmt anbefales – denne museumsjernbane har nænsomt restaureret 15 person og godsvogne fra privatbanetiden, og mange af vognene er i drift hver eneste sommer. På Danmarks Jernbanemuseum i Odense er et af damplokomotiverne udstillet. Farum Model- Jernbane Klub samles om at opbygge et fornemt modelbaneanlæg med København-Slangerupbanen i 1930 som tema. Her kan man opleve eksperimenter med køreplanstudier, køretider, rangermetoder osv.

De romantiske kan på video genopleve København-Slangerup Banen i Saga Studios folkekomedieklassiker “Fra den gamle Købmandsgaard”, hvor der forekommer adskillige flotte scener fra jernbanen – og i øvrigt en karikatur af stationsforstander og sognerådsformand Blangsted!

Mange husker fortsat tiden, hvor stationen fungerede som postkontor – duften af jernbanens linoleumsgulve kunne man nyde i mange, mange år på postkontoret. Senere blev stationen udlejet til private gøremål og skønt bygningen langsom, men sikkert forfaldt mere og mere, så levede den videre i sin tidligere stråleglans i hjerterne på borgerne i Slangerup – og uanset hvad stationen efter en genopbygning finder anvendelse til, så vil den fortsat være et symbol på nogle af de mest fantasifulde og storslåede jernbaneplaner i Danmark!

Turister og andre besøgende i dagens Slangerup undrer sig, men en rigtig “slangerup’er” venter fortsat på tog til tiden til København, Frederikssund, Uvelse, Hillerød, Stockholm, Berlin og Trondheim…..