Navnet Værløse

Gravhøje og andre fund tyder på, at vadestedet over Mølleåen i vestenden af Farum Sø i oldtiden har forbundet et tæt befolket strøg fra Lynge til Farum med den lige så tæt befolkede egn omkring Værebro Å. På et tidspunkt opstod der en vejføring fra Roskilde/Lejre-egnen op til Gammelvad øst for Knardrup. Herfra gik vejen forbi Kirke Værløse til vandskellet øst for Ryethøjvej og ned til Farum Sø, hvor sporene ned mod vadestedet stadig ses tydeligt. Udover en vej fra vadestedet til Lynge synes der at være opstået en direkte genvej til Lillerød, som sluttede sig til vejen fra Bastrup/Lynge/Uggeløse mod overfartsstedet ved Helsingør.

I de senere år er der nær Naturparken fundet 3 oldtidsbebyggelser lige op ad denne direkte vej mellem det centrale Sjælland og Sverige – nemlig på bakken over Gammelvad, på højderne nordvest for Farum og på bakken ved Højgård mellem Kirke og Lille Værløse. De ældste huse er opført i bronzealderen, men hovedparten af husene er fra jernalder og vikingetid.

Sjælland blev i et af de første århundreder efter Kristi fødsel invaderet af den svenske Daner-stamme, så de herskende Heruler ifølge den senere østgotiske historiker Jordanes måtte flygte sydpå. Det vides ikke, om der var tale om en egentlig folkevandring eller blot en magtovertagelse. Ifølge arkæologerne synes Daner-høvdinge på den tid at have etableret et centrum nær udløbet af Tryggevælde Å, hvorfra der var handelsforbindelse til Centraleuropa. Enkelte fund kan antyde en forbindelse mellem handelscentret og Værløse/Ganløse-området. Først flere århundreder senere fik Sjællands Daner-konger øjensynligt sæde i Lejre.

Værløse hed i 12-1300-tallet Withærløse, hvor den fremtrædende historiker og navneforsker Kristian Hald i en artikel i 1968 tolkede forledet som ejeform af “with” (skov), mens han tolkede “løse” (afledt af “lude”) som “skråning” – et ord for skrånende græsgang, som stadig forekommer i svenske dialekter. Han anså “løse”-endelsen for at være en af vore ældste navneformer, som han førte tilbage til de første århundreder af vor tidsregning – tidspunktet for Danernes ankomst. “Løse”-endelsen forekommer i dag i Midt- og Sydsverige, men i Danmark træffes den stort set kun i bakkerne på kanten af det nordsjællandske skovområde, i det midtsjællandske bakkeland og enkelte steder i de “Sydfynske Alper”, hvor typisk fællesnævner synes at være åbne marker, der skråner ned mod et eng- eller vådområde.

Den store bopladsudgravning fra 1996/97 ligger øverst på skråningen syd for Ryget Skov midt mellem Lille- og Kirke Værløse. Har man her ved oldtidsvejen fundet det oprindelige Værløse, hvor jernalderens åbne græsland blev til større bakker, som skrånede ned mod Værebro Ådal fra skovområderne ved Furesøen og det store nordsjællandske skovland nord for Værløse?

Hvor skoven sluttede, vides ikke nøjagtigt. Skråningen i Præsteskov omkring oldtidsvejen og dalen ved Ryetgård har været opdyrket i jernalderen, men navnet Ryet kommer jo af “rydning i skoven”, så mon ikke den stejleste del af Sækken nord for jernalderbyen har været skovbevokset som nu?

Værebro og Værløse har i dag samme forled, men Værebros forled har ikke umiddelbart samme oprindelse som Værløses, da broen i 1175 hed Væræbro eller som Saxo skrev: Weram Pontem. De to navnes forvanskning fra “Withær” til “Vær” kan imidlertid være sket på forskellige tidspunkter. Åen er næppe i jernalderen opkaldt efter en bro – åen må have en ældre navneform – så der kan i vikingetiden være sket en forvanskning fra f.eks. Withær Å (Skovså). Det har måske påvirket åens betydning og navn, at den kom fra den Hareskov, som en del arkæologer i dag udpeger som et jernalderkultsted. Broen længere nede ad åen kan senere have fået kombineret navn med åen – ligesom Mølleåen – da man begyndte at identificere med installationerne i stedet for med selve åen.

Mølleåen nord for Værløse havde også et navn med svensk parallel. Åen hed i sin tid Lugen, som Kristian Hald satte i forbindelse med det svenske “lugn” – dvs. den “roligt” flydende. Langs Lugen går navnet igen i byen Lundtofte og måske også i Lyngby og i Lynge, som igen gav navn til hele herredet nord for åen.

Blev hovedparten af Danerne sejlet over det smalle Helsingør-stræde, hvor de fulgte oldtidsvejene gennem det store nordsjællandske skovområde, indtil de kom til det åbne landbrugsland? Slog nogle af dem sig ned på kanten af skovområdet og oprettede byer som Uggeløse, Ganløse og Værløse? Vi ved det ikke, men i virkeligheden er det jo det mest realistiske forløb af en større svensk indvandring, da store invasionsflåder primært forbindes med vikingerne efter folkevandringstiden.

Lejrekrøniken fra 1100-tallet begynder med Danernes første konge, den svenske kongesøn Dan. Han blev konge over det danske “Witherslev” i en sagnberetning, hvor flere historier utvivlsomt er blandet sammen. Navnet Witherslev eller Videslev er senere tolket som det oprindelige navn for kongeriget Sjælland, Lolland og Falster, men selv om “lev”-endelsen ofte forbindes med personnavne, minder navnet jo mistænkeligt om et “lev” for en høvding (konge) med sæde ved “Withær”.

Kun to kilometer fra Værløse Kirke lå Hvidernes nordsjællandske hovedborg Knardrup i 1100-tallet. Den lå på nordbredden af Værebro Å på det sted, hvortil åen var sejlbar for småbåde (knarr). Opstod Knardrup som sæde for en lokal høvdingeslægt på den strategisk velbeliggende banke mellem søer og åløb? Navneligheden med Skjalms tilnavn “Hvide” må være en tilfældighed, men en forbindelse mellem Knardrup og Værløse indiceres af det brev fra 1248, hvor Jon Jonsen Little mageskiftede en større mødrene arv i Withærløse Litlæ – moderen Cecilie var nemlig en Hvide fra Knardrup.

Vi må erkende, at vi her har skildret de mest vidtgående kombinationer af de begrænsede facts, man har til rådighed, da det giver læseren bedst mulighed for selv at vurdere og kombinere. Tilbage står imidlertid, at ingen os bekendt har modbevist Kristian Halds tolkning af Værløse-navnet som “skov” – “skråning”. Ingen tør formodentlig heller afvise, at jernalderbyen på bakken syd for Ryget Skov kan være identisk med det oprindelige Værløse – en beliggenhed, som Kristian Hald intet kendte til, da han fortolkede navnet.

I 1998 fejrer man 750-året for, at Jon Little som den første skrev byens navn. Det er skæbnens ironi, at Værløses konservative borgmester netop i dette år skulle foreslå, at man ødelægger de sidste spor af den åbne skråning i Værløse Vest, som kan have givet byen det navn, man så højtideligt fejrer.

Vi postulerer ikke, at hypotesen er holdbar – men tænk, hvis den viser sig at være korrekt!! Derimod er det uomtvisteligt, at den nordvestlige del af denne skråning er et meget vigtigt landskabselement i den naturskønne tunneldal, som danner den sydlige del af Naturparken op mod Ryget Skov.

En gang var det en konservativ dyd at fastholde forbindelsen tilbage til sit udgangspunkt. Sletter man nu alle spor, eller er der stadig mulighed for at finde en løsning, så man kan bevare den sidste mindelse om fortidens “værløse” – nemlig en æstetisk smuk, geologisk anskuelig, arkæologisk interessant og måske også kulturhistorisk betydningsfuld skråning op mod skoven?

Evan Bogan og Troels Brandt