Milens åbning

Milen skal åbnes og jord og halm skovles og graves væk.

Milen vågner igen da der kommer ilt til kullene.

Kullene kroges, dvs. trækkes ud i et plant lag.

Kullene har ikke være kvalt helt og brænder med ilttilførslen.

Der skrides til slukning med vand som i moderate mængder strøs på de glødende kul med halmviske.

Så er kullene slukket og afkølet, og de kan nu indsamles – her i en junge.

og her opsamling i sort plastsæk.

Det tilbageværende spor af at der har stået en mile.

Retur til side 1…

Milens udvikling

Milen lørdag morgen. Den er allerede sunket godt sammen.

Senere lørdag.

Søndag morgen. Milen er “kvalt” natten mellem lørdag og søndag ved at lukke åndehullerne med græstørv og jord.

Øvrige aktiviteter ved arrangementet

Smed Aage Frederiksen, Skafterup, demonstrerer smedning af vikingetidseffekter. Her antændes med ildstål, flint, forkullet lærred og spåner.

Der smedes en nagle.

Der smedes en pilespids.

De smedede eksempler: En nagle og en pilespids, samt diverse værktøj.

Børn lærer at tegne med trækul.

Henning Lyhne laver figurer af grene, kogler m.m.

Der bages pottebrød i gløderne.

Der poppes popcorn og bages snobrød.

Suppekogning på “finsk komfur” om fredagen.

Sommerbuk stegt på bål anrettes om lørdagen.

Der bages boller i bålet.

Hygge og fællessang ved bålet.

Fortsæt til side 3

og se billeder fra milens åbning.

I dagene fredag d. 9. august 2002 til søndag d. 11. august 2002 afvikledes det hidtil største FNV arrangement. Over hele tre dage bød FNV på en lang række spændende oplevelser for hele familien ved Salamandersøen i Uggeløse Skov. Centralt i arrangementet var kulsvidning, som blev gennemført med sagkyndig bistand af Aggebo Kulsvierlav – oldermand, skovløber Knud Larsen og Erik Kristensen. Arrangementet blev gennemført med velvillig bistand fra Tisvilde Statsskovdistrikt, som leverede materialer og arbejdskraft.

En mile til fremstilling af trækul blev fredag opbygget efter en flere hundrede år gammel metode. Publikum kunne nøjes med at kigge på eller deltage aktivt i hele processen fra start til slut. Flere overnattede i skoven natten mellem fredag/lørdag og lørdag/søndag og var med til at våge over milen om natten. Søndag formiddag blev milen åbnet og trækullet afkølet/slukket, hvorefter trækullet kunne opsamles.

FNV havde arrangeret flere spændende aktiviteter. De talte bl.a.: “Lær at lave fugle og dyr af kogler”, Pandekagebagning over bål, Brødbagning over bål og på sten, Hygge og sang med guitarakkompagnement samt godnathistorie ved bålet, Vikingesmeden viste eksempler på smedning af vikingetidsgenstande, Oldermanden fortalte om kulsvidning, “Lær at snitte figurer af grene”, “Lær at tegne med kul”

Herunder skal over 3 sider i billeder fortælles om arrangementet.

Opbygning af milen fredag

Kernen i milen opbygges.

Opbygning af milen med brændestykker igang.

Milen formes som en kegle.

Toppen rundes af.

Der bindes halmbånd.

Milen dækkes af et lag halm og halmbånd bindes om.

Milen dækkes nu af et lag jord.

Milen er nu dækket og klar til antændelse.

Milen antændes nu med en fidibus.

Hjælpere tjekker om fidibusen har fået antændt kernen i milen.

Milen er antændt og omdannelsen af træ til trækul starter.

Fortsæt til side 2 og se billeder fra milens udvikling, øvrige aktiviteter ved arrangementet og til sidst milens åbning.

Der blev sluttet af ved det nye flotte shelter i Nyvang, hvor FNV serverede saftevand, og hvor
de medbragte pølser blev ristet.

Som sidste opgave blev børnene samlet sendt ud på en lille skattejagt, hvor de skulle finde
en skat med guldmønter. Men de skulle passe på den grumme skov-heks som vogtede over skatten.

Download i printervenligt format:
“I skovens dybe, stille ro…”. PDF-format. 7 sider. 76KB.

Download i printervenligt format:
I Naturparken gennem 60 år. PDF-format. 4 sider. 69KB.

I Naturparken gennem 60 år
Af Vagn Engsig. FNV-Orientering 2001-2 (juni) og 2001-3 (september)

Med en PC, den rigtige disk, tryk på et par knapper og indtastning af ordene “Bastrup Sø” giver printeren straks et opdateret kort, hvor hver en detalje i den smukkeste del af Naturparken er vist. Og når turen i terrænet er forbi, kan det krøllede stykke papir smides i den nærmeste affaldssæk.

Men minderne fra mere end 60 års fritidsoplevelser på egnen hænger fast i det gamle målebordsblad M 2928, målt 1897, rettet 1931, enkelte rettelser 1934. Her er Slangerupbanen vist tværs over den øverste halvdel, landevejen går tæt på Lynge Kro og gennem Uggeløse, og landsbyerne har ingen villabebyggelser. I dag ser meget anderledes ud, men alt har jeg fulgt og set ændret gennem årene, så der er ingen overraskelser. Det gamle kort er købt i 1937, hjemme på køkkenbordet blev det klæbet op på lærred og lakeret, og det er i den målestok, hvor en tændstik svarer til 1 km – vel 12-15 minutters gang – . Men dengang var det ærgerligt, at det sydlige skovbryn i Ganløse Ore lå på et andet kortblad, så det snart blev nødvendigt at købe også det blad.

Eftermiddagen før en helligdag var Slangerupbanens station ved Lygten altid mødested for børn og unge fra mange organisationer: de fire spejderkorps, FDF og politiske ungdomsforeninger. Herfra drog de lidt større af sted på cykel, andre med toget, og søndag morgen gentog det samme billede sig for de mindre. Nogle skulle til Hareskovene, men mange til det område, der i dag kaldes Naturparken.

Store Bededagsaften 1936 mødte jeg der i ny gul spejderuniform med sovepose på bagagebæreren for at tage med patruljen til Egemosen. Stedet og vejen dertil kendte jeg ikke, men med turen op ad Broskov Bakke blev det klart, at den var meget lang. For første gang overnattede jeg i telt – sammen med 5 andre drenge -, og den Store Bededagsferie blev indledningen til en livslang glæde ved at færdes på denne egn.

Egemosen, et mindre højmoseområde i Ganløse Mørke, var i 1932 sammen med et par andre lejrpladser i Nordsjælland blevet skænket til Det Danske Spejderkorps af landsretssagfører C. Kollerup-Jørgensens Mindelegat. En spejdervise derom lød:

alligevel blev stedet efterhånden og især i krigsårene benyttet mere og mere. Mulighederne for at holde cyklerne i orden blev i den tid stadig ringere, men rabatter hos Slangerupbanen gjorde togrejsen overkommelig. En spejderbillet København — Lynge/retur kostede 1 kr. – det forekommer billigt, men det svarede i 1938 til timelønnen på mange arbejdspladser!

Ganløse, Uggeløse og Lynge sogne var dengang rene landbrugsområder, gårde med heste og køer på markerne, hele egnen ganske uberørt af storbyens nærhed. For Egemosen var Rastad det nærmeste sted, her kunne mælk og æg købes og telefonen benyttes. I storstuen hang telefonapparatet med håndsving på væggen, og ventetiden, medens Ganløse central fik forbindelsen igennem, gav gerne lejlighed til en hyggelig snak med manden eller konen på gården. Bagefter blev samtalen betalt med den pris, som centralen opgav. Der var sorg hos Egemosens brugere, da Rastad overgik til nye ejere og der ikke længere blev drevet landbrug på ejendommen.

Bredderne omkring Bastrup Sø blev brugt til græsning for ungkreaturer og var ganske åbne, lidt vest for ruinen havde en motorcykelklub en lejrplads og på sydbredden havde spejdertroppe opført et par hytter på lejede grunde. Neden for Undinegård fandtes en offentlig badeplads, hvor Slagslunde-Ganløse Kommune på et stykke jord havde kørt grus på søbredden og opført to skjul af pandeplader, så mænd og kvinder kunne klæde om uden at se hinanden! Det var lidt af en manddomsprøve at være så god en svømmer, at man kunne tage turen tværs over søen og helst også tilbage igen. Ikke kun mennesker badede her, dengang fandtes ingen traktorer, og på varme dage blev stedet også brugt til vanding og afkøling af de nærliggende gårdes heste. Bastrup Ruin var tilgroet og omgivet af buskads og pigtråd med låge og hængelås, hvortil nøglen kunne lånes i et nærliggende hus. Vest for ruinen lå Uggeløse sogns fattighus – det mest afsides sted i sognet – , med to primitive og slet vedligeholdte lejligheder. Vejen langs søens nordvestbred blev anlagt i 1940erne som beskæftigelsesarbejde, dvs. med spade, skovl og håndtrukne tipvogne.

I ejendommen Rosenborg ved søens vestende fandtes traktørsted, hvor der kunne købes kaffe og hjemmebagt brød, men ikke spiritus. Nord herfor ligger gården Rosenlund, der i trediverne var landskendt som ejet af teaterdirektøren Gerda Christophersen, der i vintersæsonen rejste over hele landet med et velanskrevet turnéteater, og sommeren igennem kom her kendte scenekunstnere for at indstudere vinterens forestillinger. Krogenlund, den lille samling huse i Kedelsødalen, rummede både købmand og et pensionat, hvor folk fra København modtoges på landophold. Klokkekilde Bakker og området mellem Ganløse Eged og Slagslunde Skov var et åbent landskab, kun Østre Borgerdydskolens lejrskole lå ganske ensomt op mod skoven.

I 40erne forekom flere meget hårde vintre, og den stigende interesse for skiløb førte til dannelsen af en “Dansk Skiløberforening”. Her dyrkedes skiløbet på det danske terræns præmisser, dvs. hovedsagelig som langrend, men også på de bakkede områder, det var muligt at finde. Foreningen arrangerede bl.a. ture med tog – i uopvarmede vogne ved -20 grader! – til Vassingerød eller Uggeløse skov, og derfra skiløb gennem skov og åbent terræn til området ved Broskov Bakke med mulighed for “alpine” udfoldelser.

Mange minder fra mine drenge- og første ungdomsår knytter sig til stederne omkring Bastrup Sø. Udenfor vinduerne til Lerbakkehus stod jeg med nogle kammerater og lyttede til skovløberens radio den aften, da den britiske ambassadør i Berlin overrakte Hitler det ultimatum, der blev den endelige indledning til 2. Verdenskrig, i Egemosen har jeg om natten lyttet til engelske flyvemaskiners overflyvninger, hørt sirenelyden fra København og set det tyske luftværnsartilleris projektører og ildspor på himlen. Men også hørt lærken, gøgen og flagermusene og haft herlige ture ved nat og dag i skovene, svømmet i Bastrup Sø og – i kontrast til dagligdagen i storbyen – oplevet et dejligt friluftsliv med kammerater i telt og i hytte, sommer og vinter.

Vi kendte vist ikke begrebet Naturparken – men vi oplevede den.

- Del 2 -

Ganløse Ore var for mig et skovbryn i horisonten, indtil spejderkorpset i foråret 1938 der afviklede et større orienteringsløb. Turen gik da med tog til Farum og derfra til fods til start ved Kalkgaarden, og således kom jeg for første gang til stedet, hvor familien Jacobsen residerede. Og her har jeg siden nydt at være gæst – først med forældre og senere med børn og børnebørn – lige så længe som frøken Jacobsen kunne modtage os.

Kendskabet til egnen medførte, at jeg senere i 1938 ved et familiekøb pro forma blev ejer af et lille landarbejderhus nær gården Orehøj, øst for målområdet for de daværende militære skydebaner. Prisen var 3.500 kr., udbetaling 1.500 kr. og 2000 kr. at betale over 20 år med en rente på 3,5%!

Bebyggelsen ved vejen langs Ganløse Ores sydlige skovbryn var dengang husmandssteder og huse, hvis beboere havde arbejde i skoven, ved grusgrave og i landbruget. Nu er alle ejendommene eftertragtede feriehuse eller benyttes af folk med byerhverv, stadig med en smuk udsigt over Oremosen til det nærliggende Kirke Værløse, men sognegrænsen langs Bundså knytter dem til Ganløse sogn. Indtil den “nye” skole i Ganløse blev opført i 30′erne skulle børnene fra dette hjørne af sognet til skolen i SV-hjørnet af Nyvang, og sommer og vinter gik deres 2 km skolevej altså gennem Ganløse Ore. Jeg har hørt adskillige fortælle om, hvor bange de var for turen gennem den mørke skov, inden de nåede den lille skole med enelæreren. Og stillingen som lærer der har sikkert ikke været særlig eftertragtet, for det “rigtige” degneembede har utvivlsomt været knyttet til Rytterskolen i Ganløse!

Skydebanerne var anlagt i begyndelsen af 1900-tallet i tilknytning til Værløselejren til uddannelse af infanterister. Målområdet var placeret i nordenden under skovbrynet, og i skoven afgrænsede sort/gule pæle et stort sikkerhedsområde, hvor adgang var forbudt under skydning.

Min ejendom var meget lille, men alligevel medførte ejerskabet nødvendige forbindelser til lokale forhold og myndigheder, som drengeårenes lejrture ikke gav, og som alle siden er blevet ændret.

Ganløse og Slagslunde sogne var samlet i Slagslunde-Ganløse Kommune og Uggeløse og Lynge sogne forenet i Lynge-Uggeløse Kommune. Grænsen mellem kommunerne gik gennem Buresø, Småsøerne, Bastrup Sø og Mølleåen til et punkt lidt øst for Kalkgaarden, og næsten uændret blev denne linie også grænse mellem de nye kommuner Stenløse og Allerød.

Endnu i 1950′erne og 60′erne havde styret af sogne og kommuner stærke rødder og traditioner tilbage til 1800-tallet. Hver kommune havde et sogneråd med en sognerådsformand og en meget begrænset administration, men herudover fandtes flere embeder, som havde stor betydning for sognets beboere.

Sognefogden, der udnævntes af amtmanden, havde til opgave bistå politimesteren med alle politiforretninger i sognet, og stillingen blev altid besat med en kendt og agtet mand, ofte en større gårdejer og den samme gennem lange forløb. Det var almindeligt først at tilkalde sognefogden, hvis der på nogen måde var uro eller voldsomme hændelser, og ofte kunne alene hans tilstedeværelse klare et problem. Han var gerne også lægdsmand og førte lægdsrullen: Fortegnelsen over værnepligtige mænd i sognet, der alle skulle melde til og fra hos ham ved flytning. ( På Bornholm var den officielle betegnelse Sandemand!)

Brandfogden ledede sognets brandvæsen. Udover de lokale udpegede brandmænd havde Slagslunde-Ganløse aftale med Falcks Redningskorps om brandslukning fra stationen i Ballerup, men det var sognets brandfoged, der havde kommandoen på et brandsted. Han havde udstrakt myndighed, både over det private redningskorps og alle andre tilstedeværende, der alle havde pligt til at følge hans ordrer. Enhver kunne blive sat til at hjælpe med at rulle slanger ud, at trække dyr og køretøjer fra en brændende ejendom eller bære møbler og indbo ud.

Snefogden havde en byrdefuld og vanskelig funktion. Ved snefald var det hans opgave at gennemgå sognets offentlige veje og træffe bestemmelse om rydning, der endnu omkring 1950 mange steder udførtes ved håndkraft. Alle ejendomsbesiddere havde pligt til at deltage, i princippet ved at møde med skovl og personligt udføre arbejdet, men man kunne lade andre møde for sig eller evt. betale sig fra pligten. Som besidder af min ganske lille ejendom har jeg oplevet at få opkrævning fra Slagslunde-Ganløse Kommune på et pengebeløb, fordi jeg i et antal dage ikke var mødt til snekastning som tilsagt!

I disse sogne – som i alle datidens landområder – gjaldt det, at det lokale daglige liv i høj grad var afhængigt af, at de folkevalgte og udpegede lagde et stort personligt arbejde i hvervet i det daglige, kun en meget begrænset professionel hjælp fandtes. Mange af disse hverv blev varetaget ved borgerligt ombud, som de udpegede kun efter særlige regler havde mulighed for at frasige sig, men som det til gengæld ofte var en hædersbevisning at få. Først i løbet af 50′erne og senere ved kommunalreformen i 1970 skete den udvikling, at folkevalgte fra sognene fik mere administrativ bistand og senere som borgmestre og udvalgsformænd i de nye store kommuner kunne overlade daglige opgaver til kommunale tjenestemænd.

1940′erne igennem benyttede min familie vort hus ved Ganløse Ore som fritidssted. Fra påske til efterår var det en ugentlig rutine at cykle fra Frederiksberg til Ganløse lørdag eftermiddag, søndag morgen at tage cyklen til Farum efter brød og aviser og så køre turen hjem igen søndag eftermiddag. En dag i sommeren 1944 fik hjemturen dog et usædvanligt forløb; elektricitet og dermed radio fandtes ikke ved Ganløse Ore, og det var med nogen overraskelse, at mine forældre som følge af folkestrejken i København blev stoppet af tyske spærringer mellem Søborg og Bispebjerg og måtte søge overnatning i en krostue nedenfor Bispebjerg.

Danmarks deltagelse i NATO medførte fra 1950′erne og i de følgende år mange ændringer i bebyggelsen i Naturparken og dens nærmeste omegn: Farum Kaserne, Flyvestation Værløse og depotanlæggene i Ganløse Ore og Terkelskov. I 1970′erne skulle også foretages en modernisering af skydebanerne, nyt skiveanlæg blev etableret og store beskyttelsesmure opført – men lokale protester og uklare tilladelser gjorde, at alt det nye blev fjernet og banerne opgivet!

Øvelsesvirksomhed fra Forsvaret og Civilforsvaret gjorde sig i disse år stærkt gældende i området, bl.a. benyttede Civilforsvarskorpsets Befalingsmandsskole – hvor jeg i en række år gjorde tjeneste – Uggeløse sogn som undervisningseksempel for indkvartering.

I krigstid kan enhver ejendom blive forpligtet til at give husly til forsvarets enheder og til evakuerede, og i sådanne tilfælde påregnedes stedets sognefoged med sit indgående kendskab til bygninger og husstande at være nøgleperson og måtte derfor også inddrages i undervisningen.

I 1960′erne varetog gårdejer Ege Hansen på Egeholm NØ for Krogenlund embedet i Uggeløse sogn, og han forstod virkelig instruktivt og medlevende at vise og forklare eleverne, hvordan der under krigsforhold effektivt kunne foretages indkvartering, også med hensyntagen til de alvorlige byrder, der derved blev pålagt de hjemmehørende beboere. Og det var et ikke mindre vellykket indslag i undervisningsdagen, når gårdejerens hustru til sidst serverede hjemmebagte boller og lagkage for elever og lærere.

Under en anden øvelse i området kom jeg ved Bastrup Ruin i samtale med Vilhelm la Cour, dr.phil. og dengang en af de mest vidende om Danmarks middelalderlige voldsteder, men også kendt for sin antityske skribentvirksomhed i besættelsesårene. Han lod sig villigt overtale, og for omkring 100 befalingsmandselever holdt han et spændende foredrag om stedets placering i historien.

Kort fra forskellige tider, billeder, erindringer og iagttagelser giver tilsammen et mønster, der viser Naturparkens udvikling fra et “rigtigt” landbrugsområde til det parklandskab, hvor landbruget vel fortsat eksisterer, men hvor det på mange steder er tydeligt, at der kommer flere penge til huse end de, driften af jorden kan indbringe. Se f.eks. det blå bånd af vandhuller, der strækker sig fra sydspidsen af Slagslunde Skov mod øst helt over til Lille Værløse: Det findes ikke på mit gamle kort, men er tørvegrave, hvorfra man var med til at forsyne storbyen med varme under 2. verdenskrig. Visse erhverv er forsvundet, kortets angivelser af “Smedie”, “Mejeri” og “Teglværk” er væk, men villabebyggelser omkring landsbyerne samt fritidsområder er kommet til. Og Slangerupbanen findes ikke mere, et beklageligt eksempel på kortsigtet jernbanepolitik.

Til de læsere, der er i besiddelse af bogen om Naturparken: Kig engang på side 209 og 210 – der ses en rigtig skovrider: Just Holten fra skovridergården i Farum Lillevang er til hest, medens han i 1945 inspicerer sine folks arbejde i skoven. Mon det er de lærketræer, som han interesserede sig så meget for, der bliver plantet?

I 1961 solgtes vort hus ved Ganløse Ore, men siden har jeg i mange år boet ganske nær Naturparken; Bastrup Ruin er stedet, hvor min kone og jeg sommerdage kan spise vor madpakke og ved gærdet til naboen købe jordbær og nyopgravede kartofler. I Ganløse Ore har jeg kunnet gå ture med børn og børnebørn og lade dem gemme sig i det samme gamle hule egetræ, som jeg har skjult mig i som dreng, og det er stadig en glæde at færdes i dette dejlige område, dog nu helst i nogenlunde godt vejr. Og selv nu i 2001 – 65 år efter det første besøg – lader det sig gøre at finde plads til et bål og over ristede pølser og en pilsner sammen med en spejderkammerat at mindes gode oplevelser gennem mange år.

Vagn Engsig, 2001

Gravhøje og andre fund tyder på, at vadestedet over Mølleåen i vestenden af Farum Sø i oldtiden har forbundet et tæt befolket strøg fra Lynge til Farum med den lige så tæt befolkede egn omkring Værebro Å. På et tidspunkt opstod der en vejføring fra Roskilde/Lejre-egnen op til Gammelvad øst for Knardrup. Herfra gik vejen forbi Kirke Værløse til vandskellet øst for Ryethøjvej og ned til Farum Sø, hvor sporene ned mod vadestedet stadig ses tydeligt. Udover en vej fra vadestedet til Lynge synes der at være opstået en direkte genvej til Lillerød, som sluttede sig til vejen fra Bastrup/Lynge/Uggeløse mod overfartsstedet ved Helsingør.

I de senere år er der nær Naturparken fundet 3 oldtidsbebyggelser lige op ad denne direkte vej mellem det centrale Sjælland og Sverige – nemlig på bakken over Gammelvad, på højderne nordvest for Farum og på bakken ved Højgård mellem Kirke og Lille Værløse. De ældste huse er opført i bronzealderen, men hovedparten af husene er fra jernalder og vikingetid.

Sjælland blev i et af de første århundreder efter Kristi fødsel invaderet af den svenske Daner-stamme, så de herskende Heruler ifølge den senere østgotiske historiker Jordanes måtte flygte sydpå. Det vides ikke, om der var tale om en egentlig folkevandring eller blot en magtovertagelse. Ifølge arkæologerne synes Daner-høvdinge på den tid at have etableret et centrum nær udløbet af Tryggevælde Å, hvorfra der var handelsforbindelse til Centraleuropa. Enkelte fund kan antyde en forbindelse mellem handelscentret og Værløse/Ganløse-området. Først flere århundreder senere fik Sjællands Daner-konger øjensynligt sæde i Lejre.

Værløse hed i 12-1300-tallet Withærløse, hvor den fremtrædende historiker og navneforsker Kristian Hald i en artikel i 1968 tolkede forledet som ejeform af “with” (skov), mens han tolkede “løse” (afledt af “lude”) som “skråning” – et ord for skrånende græsgang, som stadig forekommer i svenske dialekter. Han anså “løse”-endelsen for at være en af vore ældste navneformer, som han førte tilbage til de første århundreder af vor tidsregning – tidspunktet for Danernes ankomst. “Løse”-endelsen forekommer i dag i Midt- og Sydsverige, men i Danmark træffes den stort set kun i bakkerne på kanten af det nordsjællandske skovområde, i det midtsjællandske bakkeland og enkelte steder i de “Sydfynske Alper”, hvor typisk fællesnævner synes at være åbne marker, der skråner ned mod et eng- eller vådområde.

Den store bopladsudgravning fra 1996/97 ligger øverst på skråningen syd for Ryget Skov midt mellem Lille- og Kirke Værløse. Har man her ved oldtidsvejen fundet det oprindelige Værløse, hvor jernalderens åbne græsland blev til større bakker, som skrånede ned mod Værebro Ådal fra skovområderne ved Furesøen og det store nordsjællandske skovland nord for Værløse?

Hvor skoven sluttede, vides ikke nøjagtigt. Skråningen i Præsteskov omkring oldtidsvejen og dalen ved Ryetgård har været opdyrket i jernalderen, men navnet Ryet kommer jo af “rydning i skoven”, så mon ikke den stejleste del af Sækken nord for jernalderbyen har været skovbevokset som nu?

Værebro og Værløse har i dag samme forled, men Værebros forled har ikke umiddelbart samme oprindelse som Værløses, da broen i 1175 hed Væræbro eller som Saxo skrev: Weram Pontem. De to navnes forvanskning fra “Withær” til “Vær” kan imidlertid være sket på forskellige tidspunkter. Åen er næppe i jernalderen opkaldt efter en bro – åen må have en ældre navneform – så der kan i vikingetiden være sket en forvanskning fra f.eks. Withær Å (Skovså). Det har måske påvirket åens betydning og navn, at den kom fra den Hareskov, som en del arkæologer i dag udpeger som et jernalderkultsted. Broen længere nede ad åen kan senere have fået kombineret navn med åen – ligesom Mølleåen – da man begyndte at identificere med installationerne i stedet for med selve åen.

Mølleåen nord for Værløse havde også et navn med svensk parallel. Åen hed i sin tid Lugen, som Kristian Hald satte i forbindelse med det svenske “lugn” – dvs. den “roligt” flydende. Langs Lugen går navnet igen i byen Lundtofte og måske også i Lyngby og i Lynge, som igen gav navn til hele herredet nord for åen.

Blev hovedparten af Danerne sejlet over det smalle Helsingør-stræde, hvor de fulgte oldtidsvejene gennem det store nordsjællandske skovområde, indtil de kom til det åbne landbrugsland? Slog nogle af dem sig ned på kanten af skovområdet og oprettede byer som Uggeløse, Ganløse og Værløse? Vi ved det ikke, men i virkeligheden er det jo det mest realistiske forløb af en større svensk indvandring, da store invasionsflåder primært forbindes med vikingerne efter folkevandringstiden.

Lejrekrøniken fra 1100-tallet begynder med Danernes første konge, den svenske kongesøn Dan. Han blev konge over det danske “Witherslev” i en sagnberetning, hvor flere historier utvivlsomt er blandet sammen. Navnet Witherslev eller Videslev er senere tolket som det oprindelige navn for kongeriget Sjælland, Lolland og Falster, men selv om “lev”-endelsen ofte forbindes med personnavne, minder navnet jo mistænkeligt om et “lev” for en høvding (konge) med sæde ved “Withær”.

Kun to kilometer fra Værløse Kirke lå Hvidernes nordsjællandske hovedborg Knardrup i 1100-tallet. Den lå på nordbredden af Værebro Å på det sted, hvortil åen var sejlbar for småbåde (knarr). Opstod Knardrup som sæde for en lokal høvdingeslægt på den strategisk velbeliggende banke mellem søer og åløb? Navneligheden med Skjalms tilnavn “Hvide” må være en tilfældighed, men en forbindelse mellem Knardrup og Værløse indiceres af det brev fra 1248, hvor Jon Jonsen Little mageskiftede en større mødrene arv i Withærløse Litlæ – moderen Cecilie var nemlig en Hvide fra Knardrup.

Vi må erkende, at vi her har skildret de mest vidtgående kombinationer af de begrænsede facts, man har til rådighed, da det giver læseren bedst mulighed for selv at vurdere og kombinere. Tilbage står imidlertid, at ingen os bekendt har modbevist Kristian Halds tolkning af Værløse-navnet som “skov” – “skråning”. Ingen tør formodentlig heller afvise, at jernalderbyen på bakken syd for Ryget Skov kan være identisk med det oprindelige Værløse – en beliggenhed, som Kristian Hald intet kendte til, da han fortolkede navnet.

I 1998 fejrer man 750-året for, at Jon Little som den første skrev byens navn. Det er skæbnens ironi, at Værløses konservative borgmester netop i dette år skulle foreslå, at man ødelægger de sidste spor af den åbne skråning i Værløse Vest, som kan have givet byen det navn, man så højtideligt fejrer.

Vi postulerer ikke, at hypotesen er holdbar – men tænk, hvis den viser sig at være korrekt!! Derimod er det uomtvisteligt, at den nordvestlige del af denne skråning er et meget vigtigt landskabselement i den naturskønne tunneldal, som danner den sydlige del af Naturparken op mod Ryget Skov.

En gang var det en konservativ dyd at fastholde forbindelsen tilbage til sit udgangspunkt. Sletter man nu alle spor, eller er der stadig mulighed for at finde en løsning, så man kan bevare den sidste mindelse om fortidens “værløse” – nemlig en æstetisk smuk, geologisk anskuelig, arkæologisk interessant og måske også kulturhistorisk betydningsfuld skråning op mod skoven?

Evan Bogan og Troels Brandt ]]> http://fnv.dk/index.php/2002/01/navnet-varloese/feed/ 0 http://fnv.dk/index.php/2002/01/ganloese-kro/ http://fnv.dk/index.php/2002/01/ganloese-kro/#comments Mon, 07 Jan 2002 21:28:41 +0000 FNV http://fnv.dk/?p=117 Den mere end 300 år gamle kro i Ganløse har i hen ved et par år været lukket
af grunde, som vi ikke her skal forsøge at udrede. Da en mulig køber i 1.
halvår 2002 ville overtage kroen for at bebygge krohaven, vågnede Ganløseborgerne
til dåd for at redde deres kro. Som et led i borgernes bestræbelser blev forberedt
en folder, hvortil byens lokalhistoriker, Poul Hesbjerg, skrev en artikel om kroen.
Kommunen sagde heldigvis nej til byggeplanerne, og efterfølgende er kroen blevet
solgt til fagfolk, som vil videreføre den i overensstemmelse med traditionerne.

Ganløse Kro Af Poul Hesbjerg, lokalhistoriker. FNV-Orientering 2001-2, juni 2001 Ganløse Kro. 2001 Ganløse kro er en af de omkring hundrede danske privilegerede kroer, som stadig eksisterer. De ældste fik deres kongelige privilegium i slutningen af 1100-tallet og de sidste i begyndelsen af 1900-tallet. De privilegerede kroer havde pligt til at tage mod enhver vejfarende, til gengæld havde de lov til afgiftsfrit at brænde brændevin, brygge øl og bage brød til salg såvel i krostuen som ud af huset. Imidlertid var en privilegeret kro ikke åben for landsbyens egne beboere. Den var udelukkende forbeholdt de rejsende. Til gengæld havde enhver vejfarende ret til husly. – Hvis en gæst ikke kunne betale for opholdet, blev der anvist plads i den såkaldte “stodderkiste”, som blot var et aflukke i rejsestalden, hvor man fik lov til at sove i halmen. Ganløse kro nævnes første gang i Frederik d. 5.s matrikel fra 1688, og samme år, som matriklen udarbejdes, får kroen sit privilegium. Formodentlig var de første kroværter fæstere på kongens jagtgård ved siden af kroen. Det fremgår nemlig, at jagtgårdsmanden som erstatning for nogle af ulemperne ved at have de kongelige jagtselskaber indkvarteret fik tilladelse til afgiftsfrit at købe og sælge tysk øl, – som regnedes for det allerbedste. I et officielt brev fra slutningen af 1500-tallet kaldes fæsteren således ikke Hans Jensen, men “Hans Tyskøl”. Selvom Ganløse kros privilegium er over 300 år gammelt, er den nuværende bygning dog kun fra ca. 1900. Rejsestalden lå dengang nord for selve krobygningen, men den blev fjernet i flere etaper, – den sidste del forsvandt i 1935 for at give bedre plads i krydset ved Lyngevej. Bag rejsestalden lå byens brønd. Resterne af bybrønden befinder sig stadig under den besynderlige tilgroede stenhøj på kroens parkeringsplads. For landsbyens beboere havde kroen en væsentlig betydning som “postgård”. Her standsede postvognen fra Måløv for at hente og aflevere post og passagerer. Forbudet mod at landsbyens egne beboere måtte komme på kroen blev ophævet i 1912, og op gennem 1900-tallet kom kroen til at indtage en særdeles central plads i landsbyen som samlingssted for alle slags fælles aktiviteter. Her blev holdt alle former for fester, sammenkomster, møder og generalforsamlinger, her stemte man til sogneråds-, landstings- og folketingsvalg, her blev vinteren igennem holdt prøver og spillet utallige dilettantforestillinger – naturligvis med bal bagefter. Her viste den omrejsende ‘Lillebil-biograf’ spillefilm, her blev holdt danseskole og vinteren igennem var her gymnastik for karle og piger. Og om sommeren samledes landsbyens mandfolk om keglebanen i krohaven. Fra 1970-erne blev Ganløse Kro landskendt som spisested og spillested for kendte orkestre og bands og jævnligt blev teatersalen brugt til Tv-optagelser af musikprogrammer, hvorfor kroen gennem en lang periode var landskendt. Således er Ganløse Kro ikke blot en harmonisk og tidstypisk bygning, men også en meget væsentlig del af Ganløses historie.

Links:

Ganløse Kro hos www.danskefilm.dk
Kroen har været brugt flere gang, som filmlokation.

Kalkgaarden set fra Hestetangsdalen, 1999

I anledning af Kalkgaardens jubilæum som traktørsted i 1997 bad
redaktionen på FNV-Orientering lokalhistoriker Gudrun Lund Meyer
fortælle om dette enestående sted og dets værtinde:

“Et kendt og elsket sted fylder 70″.

Artiklen blev bragt i FNV-Orientering 1997-2, april 1997.

Kalkgaarden ophørte som traktørsted i 1999, og FNV-Orientering kunne kort berette om:
“En æra er slut”.

Artiklen blev bragt i FNV-Orientering 1999-2, juni 1999.

Frk. Jacobsen gik bort 11. februar 2005. FNV-Orientering bragte et mindeord

“Farvel til en personlighed”.

Artiklen blev bragt i FNV-Orientering 2005-1, marts 2005.

Et kendt og elsket sted fylder 70 Af lokalhistoriker Gudrun Lund Meyer for FNV-Orientering 1997-2, April 1997 I anledning af Kalkgaardens jubilæum som traktørsted i 1997 bad redaktionen på FNV-Orientering lokalhistorikeren Gudrun Lund Meyer fortælle om dette enestående sted og dets værtinde. En jysk familie med et gæstfrit sind besluttede for 70 år siden at åbne traktørsted på deres gård, der lå med en pragtfuld udsigt over den øvre Mølleådal. Det var dårlige tider for landbruget – og måske kunne der tjenes lidt ekstra på at drive traktørsted. Det var familien Jacobsen, der i 1913 havde købt Kalkgaarden og dermed forladt deres hjemstavn ved Horsens. Det skridt foretog de for at være tættere på slægtninge, der uddannede sig i København. Familien bestod af far, Marius Jacobsen, mor, Constance Jacobsen og to børn, Elisabeth og Jørgen. Familien havde stor slægtsfølelse. Fru Jacobsen havde flere søstre, og ikke mindst deres unge kom fra København til gården, hvor de både mødte den varme gæstfrihed, men også åbne og intelligente sind. Ikke mindst sommeraftener i haven med sang og gode samtaler, mens den vidunderlige natur lå til alle sider, blev uforglemmelige minder – og en inspiration til at åbne op for en større kreds end lige familie og husets venner. Det skete ikke så sjældent, at udflugtsgæster med madkurv om søndagen ligefrem lejrede sig i en og anden af de private haver i Hestetangsområdet. Kalkgaarden blev bygget i 1885 af et yngre gårdmandspar på den lille gård, der før år 1800 havde været Hestetrang mølle med spor af virksomhed helt tilbage til 1100-tallet. Det kneb i alle århundrederne med vand til møllerivirksomheden, så derfor var Nymølle vindmølle blevet bygget oven for dalen, og den lille gård lå tilbage i 1800-tallet ved broen over Mølleåen, hvor i dag ejendommen Skovkrog ligger. Idyllisk var beliggenheden jo, og det var da også den, den unge gårdejer Peter Wetjes far var faldet for oprindelig. Han var fra Sønderjylland og støttede sin søn i at søge væk fra hjemstavnen efter, at den var blevet tysk i 1864. Sønnen var kommet i tjeneste på Stengården ved Bastrup Sø lidt længere mod vest og var der faldet for en datter, og nu skulle de have foden under eget bord. Gårdens ikke for gode jord lå upraktisk på skrænten, der vender mod nord, men bl.a. salg af kalk og grus til den stærkt voksende hovedstad 20 km borte gjorde det muligt at bygge et nyt trelænget gårdanlæg på toppen af skranten ved vejen mellem Ganløse og Farum. Til syldsten er der gået en og anden dyssesten fra området, der på grund af vadestedet har været befærdet fra oldtiden. Materiale brugte man også fra den gamle gård, men et hus blev dog tilbage, senere kaldet Nordspangs hus. Det brændte i 1978 og Skovkrog blev opført. Efter Wethjes købte en fhv. redaktør fra Roskilde Dagblad Kalkgaarden og byggede en lade til samt den karakteristiske kubusformede stuehusbygning i to etager til det oprindelige stuehus. Redaktørens kone trivedes imidlertid ikke i den noget ensomme idyl med “de susende træer” i skoven på den anden side af vejen, og familien Jacobsen rykkede i 1913 ind efter dette ejer-intermezzo på 2 år, der satte sig blivende bygningsmæssige spor. I de næsten 85 år, der er gået siden da, står datteren (E)Lis(a)beth Jacobsen, som den mest markante skikkelse i familien udadtil. Hun var 5 år, da familien rykkede ind, og altså 19 år, da familien åbnede traktørsted i 1927. Traktørstedet på Kalkgaarden blev de næste årtier et samlingssted for alle samfundslag incl. professorer og andre lærere, som studerende og forstelever fra Farum skovdistrikt, der var i pension, blandede sig med. I den lærde gruppe finder vi blandt andre de personer, der i begyndelsen af 1940erne udpegede det område, vi i dag kalder Naturparken mellem Farum og Slangerup, og som dermed virkeliggjorde cigarsorterer Vognsens vision om en naturpark nær København, et rekreativt åndehul og interessant geologisk og botanisk studieområde for storbyens befolkning og undervisningsinstitutioner. Den sidste gruppe, forsteleverne, blev anledning til, at også billedkunsten kom til at spille en rolle på gården. En af dem, Lars Swane (f.1913), søn af Christine og Sigurd Swane, var skovfogedelev nogle år fra 1932, for han ville i hvert fald ikke være maler som forældrene. Det blev han nu alligevel og boede 1949-1957 i den østre lange, som han indrettede til beboelse med sin baggrund i, at han i sin ungdom også havde været i tømrerlære. Selv om han i næsten 30 år var bosiddende i Vendsyssel, biholdt han sin tilknytning til Kalkgaarden og sit venskab med Lisbeth Jacobsen. Ingen, der er kommet på Kalkgaarden, kan undgå at glade sig over Lars Swanes litografier, der hænger på væggene, og måske køber man også et af dem, der er til salg. Frk. Jacobsen i køkkenet på Kalkgaarden i gang med at bage hendes berømte kringle. Selv glemmer jeg aldrig den smukke, solrige hverdagseftermiddag i september for snart 25 år siden, hvor jeg sad og snakkede med frk. Jacobsen om hendes oplevelser på ture i skoven, hendes samling af sten og om filmoptagelser på Kalkgaarden til “Når bønder elsker”, “Tro, håb og kærlighed” og “Kan du li’ ål i karry, Harry ?”. Men naturligvis også om kronprins Frederiks (IX) tre besøg, hvor han fik kaffe og æbleskiver. Pludselig rejste frk. Jacobsen sig og inviterede mig ind i sin private stue med “Kongestol”, med Danmarks største julekaktus, plantet som et lille skud i 1903, og med vidunderlige malerier af Christine og Lars Swane ! Jeg troede, at vi kunne fortsætte den tætte samtale næste gang, jeg kom der ! Men nej, frk. Jacobsen ser sine folk godt og grundigt an i adskillige år, inden hun for alvor slipper sin reserverede holdning midt i al sin skarpe djærvhed. Og dus er det vist meget få, der er med hende. Mange gode samtaler er det dog blevet til i årenes løb, især når man er kommet uden for den travle week-end – og man vel og mærke selv lægger op til det, uden at det lykkes hver gang. Ikke mindst husker jeg en eftermiddag for et års tid siden, hvor også forfatteren Anders Bodelsen blev inviteret og tog sig tid til et par timers samtale omkring det lille bord i køkkenet med det store komfur. Der fik vi bl.a. historien om, hvordan den meget kendte og populære redaktør, Anker Kirkeby, Politiken var blevet opsøgt af Lisbeth Jacobsen, da Hestetangsvejen – den gamle møllevej – på den anden side af åen i 1947 var i fare for at blive asfalteret og udvidet til 12 meters bredde plus grøfter. Redaktøren havde skrevet lange, begejstrede artikler om landskabet, men nu var han “lunken” og mere end antydede, at frk. Jacobsen skulle være bange for at miste sin forretning, hvis en ny asfalteret vej kom ! Det gjorde frk. Jacobsen rød og bleg på en gang, men hun gik videre og fik gennem Fredningsnævnet vejen stoppet. Kommer man uanmeldt en vinterdag, kan man gribe frk. Jacobsen i at sidde med en tyk biografi om Mozart. Hun har ikke nøjedes med at læse om musikken, men været udøvende i Københavns kammerkor fra 1953 til 1976 – altså 23 år med bus og tog til København i al slags vejr ! Og ikke sjældent var hun og familien i Det kgl. Teater – en tradition, grundlagt ved, at teaterdirektør Johs. Nielsen, der i 1920erne boede i Nordspangs hus, altid frit stillede sine pladser på 2. række til familiens rådighed. Mange vil huske Lisbeth Jacobsens hede og dybtfølte engagement i protesten mod Motorvej 85, hvor den plan jo foreløbig er kommet i en venteposition til efter årtusindskiftet. I årenes løb har man ofte hørt fra hende i den offentlige debat. I 1960erne stiftede hun Slagslunde-Ganløse Konservative Vælgerforening, og hun er æresmedlem af Det Konservative Folkepartis Vælgerforening i Stenløse. Enten elsker man Kalkgaarden og dens atmosfære, eller også rynker man på næsen og synes, den er for nostalgisk. Måske synes man også, at frk. Jacobsen er for skrap, som når hun fx. nægter at servere den 3. øl pr. person ! Den får man ikke, for der satte hendes mor grænsen, da hendes far fik gennemført, at der kom spiritusbevilling til stedet i 1944. Det er ikke et værtshus, frk. Jacobsen driver ! Men trofaste stamkunder mangler hun ikke. Til at være stamkunde hører, at man er der et par gange i sæsonen. Og det er der nogle, der har været siden 1930erne, En af de meget trofaste – og måske den allermest værdsatte nogensinde – var den nu afdøde forfatter Ole Vinding, der bl.a. jævnligt i Information skrev “Et bymenneske i naturen”. De to var i sjælden grad på bølgelængde med hinanden. I 1948 blev Kalkgaarden med de 20 tdr. land totalfredet, dog med ret til at grave grus, og de 8.000 kr. fra fredningserstatningen blev brugt til at installere elektricitet – ellers er alt ved det gamle. Mange vil spørge, hvad der skal ske med stedet, når frk. Jacobsen ikke kan/vil mere. Hun har fået sin bevilling forlænget til år 2000. Men lige meget hvad, så er det nu, at gården med Lisbeth Jacobsen er gennemsyret af den ånd, hun i stor veneration har ført videre fra sine forældre. En ånd, der ikke primært søger sit eget, og som er så sjælden i dag, hvor materiel og personlig vinding nærmest regnes for en menneskeret. Tag ud og giv Lisbeth Jacobsen en god jubilæumssæson, men vær også klar over, at den største glæde og tilfredshed bereder man hende ikke ved alene at købe kaffe med brød, øl, sodavand eller is, men ved at lære Naturparken at kende og holde af den, så man er parat til at kæmpe for den. Som hun jo har gjort det i så mange år på forbilledlig vis. Gudrun Lund Meyer

Hestetangsdalen set fra Kalkgaarden mod Farum. August 2000

Høsten på Kalkgården og tørvestakke ved Kilde Enge. 1934

Billedet stammer fra optagelserne til filmen “Når bønder elsker” 1935.