Langsøhus/Borre Voldsted. Marts 2002

Langsøhus/Borre Voldsted set mod syd. Marts 2002.

I Langsø Ådal syd for Uggeløse Skov ligger mellem skoven og Langsø Å en lille høj. Højen ligger i en afstand af ca. 100 m fra skovbrynet.

Denne høj er den sidste rest af Borre Voldsted, også kaldet Langsøhus, en af den magtfulde Hvide-slægts borge.

I tidligere tider var området syd for Uggeløse Skov (Langsø Ådal) en sø med navnet Langsø og borgen lå ude i søen. Borgen havde derfor navnet Langsøhus. Dette gik dog i glemmebogen og lokaliteten fik i stedet navnet Borre eller Burre Slot – og altså nu Borre Voldsted. (Navnet Burre genfindes i Buresø – og navnet Borre/Burre/Bure antages at betyde borg).

Voldstedet var oprindelig en borg med en midterbanke med bygninger med dimensionerne ca. 53x54m ved foden og ca. 38x39m på topfladen. Ca. 4 meter høj. Det antages efter spor i terrænet, at midterbanken har været omgivet af både en ringgrav og en ydre vold med et mindre ikke-bebygget forværk. Der skulle have været adgang til borgkomplekset fra nordøst ad en bro til forværket og videre over ringgraven til selve borgbankens østside.

I slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet blev store dele af anlægget gravet væk af datidens ejere og først i mindten af 1900-tallet blev de sørgelige rester endeligt fredet.

Den vægtigste viden om borganlæggets alder og tilhørsforhold har man i et brev fra 1274, som omtaler et møde hos fru Cecilie Pedersdatter på Langsøhus. Cecilie var af den magtfulde Hvideæt. Blandt de andre deltagere i mødet var landets konge Erik Klipping, hans moder Margrete Sambiria og ridderen Jon Jonsøn Litle til Hørningholm.

Man ved meget lidt om Langsøhus skæbne. Nogen har gisnet om, at i den politiske uro efter Erik Klippings mord i 1286, hvor flere Hvider blev udpeget som kongemordere, da de havde taget marsk Stig Anderssøn Hvides parti, som blev gjort fredsløs – at Langsøhus skulle være overtaget og nedbrudt af kongemagten, som forbrudt gods. Men der vides intet sikkert om borgens skæbne.

Kilde: Bogen “NATURPARKEN mellem Farum og Slangerup”. Afsnittet “Strejftog gennem middelalderens historie” af Vilhelm La Cour.

Langsøhus/Borre Voldsted. Marts 2002

Langsøhus/Borre Voldsted set mod vest. Marts 2002.

Langsøhus/Borre Voldsted. Marts 2002

Langsøhus/Borre Voldsted set mod øst. Marts 2002.

Udsyn mod Langsøhus/Borre Voldsted. September 2001

Udsyn mod Langsøhus/Borre Voldsted, som ses midt i billedet
som en bevokset høj 100m foran skovkanten. September 2001.

Adgang til Borre Voldsted

Parkering sker lettest på parkeringspladsen på Slangerupvej. Herefter går man ind i Uggeløse Skov ad Engledsvej, og drejer til venstre af Rødebrovej. Efter at have passeret “krydset” af skovvejene, hvor der på venstre hånd er frit udsyn til Bøllemosen, fortsættes ligeud. Hvor vejen slår et lille knæk leder en sti ind til højre i skoven og løber frem til skovbrynet. Den sidste del af vejen går over et græs overdrev.