Kvægindhegning på stien ved Burebakken

Naturstyrelsen har besluttet hver september-oktober at afgræsse Burebakkens sandås, som Bastrupstien mellem Buresø og Småsøerne krydser over. Årsagen er en stigende tilgroning, som truer åsens unikke overdrevsvækst på den næringsfattige sandås. Vi er enige i behovet for denne pleje, som ønskes foretaget som afgræsning.

Den befærdede gang- og cykelsti sti går imidlertid inde i indhegningen i hele åsens længde med en klaplåge i hver ende i de to måneder – uden at der er oversigt over kvæget fra den ene låge til den anden – jævnfør Naturstyrelsens skitse. Vi har gjort indsigelse over for Naturstyrelsen og foreslået at indhegne stien på begge sider og i stedet lave en kort overskuelig “sluse” på midten, som mellem Klevad Eng og Øvre Hestetang eller alternativt at flytte den sydlige del af hegnet nord for stien.

Kvæget er normalt fredeligt, men der er altid en risiko, hvorfor Naturstyrelsen har opsat nedenstående skilt ved lågerne. Vil man undgå denne risiko, kan man som fodgænger gå ad den sydlige trampesti og gennem græsset uden for sydhegnet (det nederste, hvor der nu er ryddet) – dette gælder især hundeejere. Det står ikke klart ud fra teksten, om cykler må køre igennem indhegningen – de skal formodentlig trækkes, hvad vi søger afklaret.

Sidste: Naturstyrelsen har valgt foreløbigt at jævne ovenfor omtalte sti langs sydhegnet mere ud til brug for cyklister og gående. Forslaget er at lægge grus på her, så det bliver en fremtidig cykelsti. Man oplyser, at cykling er tilladt på den gamle sti gennem lågerne, men ud fra skiltets udformning og advarsler anbefaler vi, at cykler, hundeejere og andre, der kan være betænkelige ved at bruge indhegningen, vælger den sydlige sti.