Farum Landsby

Står man ved oldtidsstier.dk’s skilt ved hjørnet af P.E. Rasmussensvej og Kålundsvej har man foran sig den sydlige del af landsbyens græsklædte forte – en åben plads til fælles benyttelse og samling i middelalderfællesskabets landsby (forte ~ fortov). En del af forten er siden blevet bebygget med småhuse, men også det nordøstlige hjørne ses stadig oppe ved hovedgaden. Deroppe holdt bønderne deres bystævne ved Majtræet (plantet 1734) – i alt fald i fællesskabets sidste tid.

Vikingetidens 5-6 store spredte gårde blev sandsynligvis samlet først i 1000-tallet til en landsby omkring en ny trækirke. Antageligt kom Farumgård i 1100-tallet i Hvideslægtens eje, men i 1370 var hovedgården og hele landsbyen ejet af Roskildebispen. Ud over Farumgård bestod den efter middelalderens befolkningsekspansion af 30 små fæstegårde og 12 landbohuse, hvor bønderne tillige har arbejdet på hovedgården. Hovedparten af de nye gårde lå nu langs den tværgående landevej. Siden blev antallet af gårde reduceret til 19, der overgik til kronen ved reformationen. Det blev en del af kongens ryttergods, hvorfra gårdene i 1766 blev tilskødet bønderne, så de kunne arves.

FarumbykortEfter opløsningen af det fælles trevangsbrug (udskiftningen) i 1801 dannedes den stjerneform af marker, som går igen i nutidens vejnet. En del af gårdene flyttede senere ud af landsbyen, mens de stråtækte gårde, der blev liggende tilbage langs hovedgaden, siden gik til ved flere store brande – bortset fra Sejlgården (nr. 94A) fra 1800-tallet.

Et af de første huse, som på grund af brandfaren blev placeret på forten, var smedjen. Smedegården, som hørte under Farumgård, var derfor placeret omkring Hovedgaden nr. 75. Nogen mener, at Kaalundsvej 2B er en gammel længe fra denne smedegård. Her boede P.E. Rasmussen – kendt for melodien til “Danmark dejligst vang og vænge”.

Vest herfor ligger nogle stærkt restaurerede 1700-talshuse, som oprindeligt var baggårdshuse til hovedgaden. I nr. 6C, som havde front mod Kålundsvej, mener man, at digteren Kaalund holdt til, selv om det er Kaalundsvej 29, der har fået navn efter ham.

Nr. 6D, “Madam Schieves hus”, blev opført som et fint borgerhus i 1755 af regimentskriver Hans Jørgen Dahl. Her boede søsteren, som var blevet enke. Selv boede han til leje på Farumgård og siden på Kollekolle, hvorfra han bestyrede rytterdistriktet for kronen. Han var meget aktiv i bondefrigørelsen og mente, at driften kunne effektiviseres ved privatisering. Det blev derfor også ham, som allerede i 1766 underskrev bøndernes nye arveskøder. Selv kom han galt afsted og endte i Frederiksholms Fangetårn for bedrageri.

Hvis man står henne ved Madam Schieves hus ser man den gamle kirkelade fra 1600-tallet op ad kirkemuren (Kaalundsvej 31). Til venstre ligger det såkaldte Kålundshus (nr. 29). Længere nede ad Søvej ligger Gardes Hus (nr. 2) fra 1700-tallet. På hjørnet over for Madam Schieves hus lå en anden smedje (Søvej 1B) fra sidst i 1700-tallet. Den nuværende smedjebygning er fra 1912.

På sydsiden af nutidens grønning ligger Rytterskolen (Kaalundsvej 21), som blev bygget af Frederik IV i 1726. Kongen byggede i alt 240 af den type skoler i sine rytterdistrikter i de år, hvad der også fremgår af tavlen over døren. (Se Furesø Museer).

Huset øst for Rytterskolen (P.E. Rasmussensvej 5) kan spores tilbage til 1718 og husede fra 1896 “Farum Asyl” – en børneinstitution, som i dag er afløst af en privat børnehave. Huset er kraftigt moderniseret. Går man videre ad P.E. Rasmussensvej ned mod Farumgård, har man som sidste hus til højre landsbyens fattighus fra 1835 (Søvej 5). Den store bygning overfor er byens lægebolig fra 1920’erne.

TRB

Kilde: Gudrun Lund Meyer, Strejftog i Farum, 1989 – og Troels Brandt, Furesø Kommunes middelalderhistorie (under udgivelse).