Skåltegn

I Naturparken findes et par eksempler på skåltegn på sten. Skåltegn er små skålformede gruber, som er ½-1 cm dybe og 3-5 cm i tværmål. Størrelsen taget i betragtning, kan de værst medtagne (erosion/slid/frostsprængninger) skåltegn være svære at se eller skelne fra stenens naturlige uregelmæssigheder i overfladen.

Skåltegn menes at tilhøre yngre stenalder og bronzealder, som tilsammen strækker sig over perioden 3000 – 500 f.Kr. Det antages, at sådanne skåltegn har haft religiøs betydning – f.eks. solsymboler eller opsamling af offerblod.
De forekommer vidt udbredt, indhugget på løse sten og klippeflader, ofte i sammenhæng med andre helligtegn fra bronzealderen som solhjul, fodspor, skibe og meget andet.

Myrestenen

Skåltegn Myrestenen

På Myrestenen (Nordøstsjællands største sten) er påvist mindst 9 skåltegn, hvoraf to ses ovenfor. Skåltegnene findes på det højeste område på stenens overflade. Se også artikel om Myrestenen og Rokkestenen.

Skålsten i Ganløse Ore
I Ganløse Ore findes en enligt beliggende sten med flere skåltegn. Den findes lige nord for Rævemosevej i Ganløse Ore ca. 40 – 50 meter inde i skoven. Græs og bregner kan skjule stenen, så se godt efter.

Slagslunde Skov
I Slagslunde skov på nordsiden af skovvejen Sandvej lige nord for Guldbjerg Mose. Placeringen er ved foden af bakken, på hvis top, der er en bålplads med udsigt over Gulbjerg Mose.

Øvrige kendte skålsten
Uden for Naturparken, men alligevel tæt på, findes en skålsten placeret i en lille granskov ved østenden af Tranemosen øst for Søsum.