Kategori: Øvrige indlæg/artikler

Troels Brandt, den mangeårige formand for foreningen Naturpark Mølleåens Venner, er død.

For ti år siden trådte Troels Brandt til som formand for foreningen, der dengang havde navnet Foreningen Naturparkens Venner (FNV). Det var som en midlertidig overgangsfigur for at fylde hullet efter afdøde Richard Pedersen.

Troels udfyldte absolut hullet og mere til. De 10 år Troels fik som formand har klart været den periode, hvor der er sket mest formidlingsmæssigt og teknisk i foreningen. Troels store energi og drivkraft når det gjaldt formidling om Naturparken og de mange emner, der kan fortælles om i Naturparkens 50 km2 store areal var enestående. En fuldt dedikeret person.

De mest markante resultater, der er opnået i de 10 år hvor Troels har været hovedansvarlig, nævnt i tidsmæssig orden, har været at få foreningens hjemmeside til at fungere med ruteangivelser, historiske hændelser, geologi, botanik og lokale historier, der bandt det hele sammen.

Derefter med afsæt i hjemmesiden, at udgive hele indholdet i et godt lommeformat til at have med på vandreturene. En succes med 3000 solgte bøger. Første udgave blev udgivet for at fejre foreningens første 50 år.

Naturpark Mølleåen blev en del af det landsdækkende program for at beskytte værdifulde områder. Det var Troels utrættelige politiske arbejde, der sikrede tilslutning fra borgmestrene i de 4 berørte kommuner til at lave en indstilling og efterfølgende få godkendt Naturpark Mølleåen.

For at fejre den nye status og 75 år siden de første fredninger i Naturpark, valgte Naturparkens Venner at udgive bogen Naturpark Mølleåen, geologi, natur og historie omkring Øvre Mølleå. Troels var naturligvis hovedredaktør og forfatter på det meget flotte værk.

Troels besad en utrolig historisk viden, som kan ses af hans mange historiske udgivelser. Dette kom naturligvis også til stor gavn for foreningens mange medlemmer på de vandreture i Naturparken, Troels var god til at formidle historien.

I forbindelse med Ring 5, leverede Troels overbevisende tal, der satte stort spørgsmål ved de officielle tal for en berettigelse at dette vejforløb.

Fredningssager eller tvister af mange arter, blev behandlet meget seriøst af Troels og har ført til mange beslutninger til Naturparkens fordel.

Troels vil være savnet som inspirator i bestyrelsen og vi sender mange tanker til hans hustru Ingrid.

Bestyrelsen Naturpark Mølleåen

Bogen Naturpark Mølleåen – geologi, natur og historie udkom 20. maj 2020. Den kan købes direkte hos Bog og Idé i Farum og Allerød med en normal salgspris på 199 kr.

Bogen kan også bestilles direkte hos foreningen på mailadresserne 
kajmadsen@privat.dk eller hans@smed-hjordt.dk. Der vil her er være et tillæg for forsendelse.

Vi har stoppet aftalen med DBK grundet for få eksemplarer blev bestilt denne vej.

Den nye bog supplerer Turguide, Naturpark Mølleåen. Den er en uddybning af de enkelte faglige emner i sammenhæng med den oprindelige idé med Naturparken, hvor Turguiden er en geografisk gennemgang af de over 100 lokaliteter. Den indeholder 340 fotos, kort og andre illustrationer om Naturparken og er på 246 sider. Den nye bog erstatter den 50 år gamle Naturparken mellem Farum og Slangerup.

Farumgård-sagen har optrådt hyppigt i lokalpressen i de sidste par år på grund af ejers lukning af portene. Lukningen skete, selv om det offentlige i 1969 betalte 12% af ejendomsværdien i erstatning for publikums ret til gennemgang – i overensstemmelse med en bemyndigelse i Lov nr. 595 af 13/11 1940 om Stianlæg i Københavnsegnens grønne Områder. Denne lov var en del af Staunings indsats for at hindre, at byggerier ødelagde omegnens grønne præg og for at bybefolkningen fik mulighed for at opleve naturen.

Ejers lukning af stien medførte derfor en politianmeldelse fra kommunens side. Politiet rejste en sag, som regnedes for sikker, men blev tabt i byretten. Byretten overså i sine præmisser, at det var kommunen (tidligere ministeriet), som skulle afgøre en sådan sag – hvilket gør lukningen til selvtægt. Landsrettens retsformand konstaterede forlods, at byretsdommen havde mangler, men anbefalede kommunen først at få uklarhed i fredningsbestemmelserne afklaret civilretligt i stedet for strafferetligt, hvorefter man var velkommen med straffesagen igen. Det medførte, at kommunen rejste en fredningssag – en fremgangsmåde, vi er enige i.

Myndighedernes oprindelige hensigt var en sti langs søbredden, som det fremgår både af betænkningen, loven, fredningskendelser og tidens aviser. Ved et kompromis blev resultatet i 1949 en fredning, hvor man som gangsti udnyttede den gamle Farumgårds Alle, som øst for gården lå tæt på søbredden som ønsket. Derefter gik den op gennem sidebygningernes porte ind over gårdspladsen. Cykelstien blev ført nord om parken, så man helt undgik nye anlæg i parken, hvilket de daværende ejere havde fremhævet i formålet for deres frivillige fredning af parken.

Stien over gårdspladsen går lovligt tæt på beboelsen, så vi vil se positivt på kommunens to forslag om en sti ad barokhavens stier og ned langs gårdens østside ad den nuværende sti. Det er dog en forudsætning, at den kommer til at opfylde det oprindelige grundlag for statens erstatning, hvor almenheden fik mulighed for ”på nært hold at iagttage et værdifuldt bygningskompleks i et miljø, der fremhæver bygningens kulturelle værdi og yderligere i sig selv er af høj æstetisk karakter og landskabelig værdi” – et formål, som også er omfattet af naturbeskyttelseslovens formålsparagraf. Dette anføres i fredningskendelsen som årsagen til, at man ville betale den store erstatning.

Den nuværende ejers krav om, at en sti skal gå over en høj bag i parken og over i skoven på den anden side af den udtørrede mølledam opfylder efter vor opfattelse ikke formålene for fredningen – og det gør kommunens sidste alternativ heller ikke. Der er ikke tale om begrænsede anlæg i parken (det vil blive et større nyanlæg), det giver ikke mulighed for at gå langs søen (som var et vigtigt kriterie for myndighederne), og publikum kan ikke opleve bygningsværket på nært hold (som beskrivelsen ovenfor forudsætter). Det er heller ikke handikapvenligt, som de andre forslag. Fredningsnævnet afviste da også et lignende forslag i 2007, som stridende mod fredningens formål – hvilket vil gøre en forligsforhandling meningsløs på det grundlag, som foreslået af ejer.

Ejeren, Kristen Bergsøe, har i pressen forsøgt at give indtryk af at være den lille mand, hvis ejendomsret og privatliv bliver trampet under fode af myndighederne. Da hans mormor købte ejendommen i 1965, var hun imidlertid fuldt vidende om de tinglyste offentlige stirettigheder fra 1949 – forhold som de fleste må leve med ved offentlig tilgængelig vej og sti – så hun har utvivlsomt vurderet sin købesum derefter. Kristen Bergsøe forsøger derfor at opnå nogle fordele på det offentliges bekostning, som familien ikke har betalt for, og som han ikke har nogen rimelig ret til.

Vi ser det som vores opgave at bevare publikums ret til at gå i Naturparken og hermed også på den sti gennem parken, som staten har betalt for. Sagen betragtes som principiel både af Miljøstyrelsen og DN (oplyst senest overfor fredningsnævnet 20/8). Grundlaget for fredninger vil skride, hvis man ikke konsekvent håndhæver almenhedens ret – også selv om sagen tager tid. Visse brugere bekymrer sig mere om, hvorvidt de selv når at få adgang, men det kan vi ikke tillade os. Den p.t. manglende adgang kan man udelukkende bebrejde ejeren. Det er ham og ikke myndighederne, der har lukket for publikum, mens sagen kører og har taget dem som gidsel.

I første fase var det en retssag, hvor vi ikke ville argumentere offentligt, mens vidner og ret skulle tale, men en fredningssag har en anden karakter, hvor der er offentlig høring. Derfor bringer vi også vores forlods skriftlige indlæg til fredningsnævnet i vedhæftede link http://npmv.dk/ture/PDF/FredningssagFarumgaard.pdf.

Sidste! Ved fredningsmødet 20/8 2020 blev de principielle synspunkter trukket op, og ellers gik ejergruppens lange indlæg på, at der efterhånden kom 1000 mennesker gennem parken om dagen og var et væld af episoder – hvortil en nabo og byrådsmedlem konstaterede, at hun ikke kunne genkende forholdene i Farumgårds park i ejerens beskrivelse. Vi er helt enige og er i øvrigt af den opfattelse, at de ændringer, der sker over tid i folks adfærd i det offentlige rum, rammer os alle. Hvis nogen ønsker, at naturfredningsloven skal ændres af den grund, er det en landspolitisk afgørelse.

Naturstyrelsen har besluttet hver september-oktober at afgræsse Burebakkens sandås, som Bastrupstien mellem Buresø og Småsøerne krydser over. Årsagen er en stigende tilgroning, som truer åsens unikke overdrevsvækst på den næringsfattige sandås. Vi er enige i behovet for denne pleje, som ønskes foretaget som afgræsning.

Den befærdede gang- og cykelsti sti går imidlertid inde i indhegningen i hele åsens længde med en klaplåge i hver ende i de to måneder – uden at der er oversigt over kvæget fra den ene låge til den anden – jævnfør Naturstyrelsens skitse. Vi har gjort indsigelse over for Naturstyrelsen og foreslået at indhegne stien på begge sider og i stedet lave en kort overskuelig “sluse” på midten, som mellem Klevad Eng og Øvre Hestetang eller alternativt at flytte den sydlige del af hegnet nord for stien.

Kvæget er normalt fredeligt, men der er altid en risiko, hvorfor Naturstyrelsen har opsat nedenstående skilt ved lågerne. Vil man undgå denne risiko, kan man som fodgænger gå ad den sydlige trampesti og gennem græsset uden for sydhegnet (det nederste, hvor der nu er ryddet) – dette gælder især hundeejere. Det står ikke klart ud fra teksten, om cykler må køre igennem indhegningen – de skal formodentlig trækkes, hvad vi søger afklaret.

Sidste: Naturstyrelsen har valgt foreløbigt at jævne ovenfor omtalte sti langs sydhegnet mere ud til brug for cyklister og gående. Forslaget er at lægge grus på her, så det bliver en fremtidig cykelsti. Man oplyser, at cykling er tilladt på den gamle sti gennem lågerne, men ud fra skiltets udformning og advarsler anbefaler vi, at cykler, hundeejere og andre, der kan være betænkelige ved at bruge indhegningen, vælger den sydlige sti.

Den 2. februar er det kyndelmisse, midvinter. Nu går vi for alvor mod lysere og varmere tider! Kyndelmisse er fra gammel tid en lysfest. Vi byder lyset velkommen med en vandring langs Mølleåen ved de første mølledamme og Klevads Eng. Formålet er naturligvis at møde lyset, men også at se vandstæren, som normalt findes her til hen i februar.

Mølleåen er meget ren på strækningen fra Bastrup Sø til Farum Sø, og det er på denne strækning ved Klevads Eng, Kalkværksvej og ved Hestetangshuse, at vandstæren er en (næsten) sikker vintergæst.

Der holdes pause undervejs, hvor man kan nyde medbragte forfriskninger.

Vi mødes på p-pladsen ved Nyvangshus på hjørnet af Nyvangsvej og Farumvej over for nr. 90 (Kraks kort 104, K3), hvor bus 334 har stoppested i begge sider af vejen.

Alle er velkomne. Deltagergebyr på kr. 10,- pr. voksen

Vores Nytårstur vil gå til det fine landskab ved Buresø og Langsø dalen.

Turen beskrives nærmere senere. Vejr og føre vil i øvrigt bestemme længden.

Naturpark Mølleåen opstod reelt som uopdyrkelige naturområder i kongens jagtrevir under renæssancen. I forbindelse med overjægermester von Langens genopretning af de ødelagte skove i 1760’erne og den efterfølgende skovseparation blev disse skove langs Øvre Mølleådal og Hareskovene derfor udskilt fra det landbrugsmæssige fællesskab, som på samme tid blev skødet til bønderne og udskiftet. Dermed fremkom den klare sondring mellem naturområder og landbrug, som man i dag prøver at råde bod på i landbrugslandet. I Naturparken blev der anlagt ”von Langen plantager” i både Ganløse Ore og Uggeløse Skov – og i naboen Nørreskov.

Da lystgården Farumgård i 1890’erne valgte at sælge sin jord til et udstykningsselskab og kaste sig over råstofudnyttelse og turisme i stedet, blev overretssagfører V.M. Amdrup bestyrelsesformand for Farumgårds selskaber. Han blev også primusmotor i modellen omkring den private Slangerupbane, som fra 1906 og de næste 30 år blev drivkraft i turismen omkring banen. Den senere naturpark blev til et populært turiststed. I 1911 blev V.M. Amdrup stifter og første formand for Danmarks Naturfredningsforening.

Statsminister Thorvald Stauning og V.M. Amdrups efterfølger som formand i DN, Erick Struckmann, fik i 1938 fredet en grøn ring omkring København. Erkendelsen i 1922 af den særegne geologi i området langs banen og Mølleåen, populariteten af dette område blandt københavnerne og DN’s interne kendskab hertil var sandsynligvis årsag til, at dette område opstod som ædelstenen på ringen af fredninger i form af foreløbige fredninger.

Når Staunings yngre kollega, cigarsorterer Thorvald Vognsen, siden fremstod som stifteren af Naturparken, kræver det derfor en nærmere forklaring.

Thorvald Vognsens baggrund som cigarsortereren, der blev formand for et arbejdsudvalg af forskere – en parallel til cigarsortereren Thorvald Stauning – gav anledning til en nu glemt artikel af Frederik Opffer i 1953, ”Naturparken og dens fader”. Den blev skrevet efter den første endelige fredning af Naturparkens akse, Mølleåens tunneldal, som blev gennemført i 1948. Det er på grundlag af denne artikel muligt at udvide karakteristikken af Thorvald Vognsen, som vi i dag ellers primært har kendt fra arbejdsudvalgets bog og to kommenterede arbejdshæfter.

Thorvald Vognsen blev født i landsbyen Vinkel ved Viborg i 1883 i en familie, hvis gård endte på Hjerl Hede – det jyske frilandsmuseum. Han blev udlært cigarsorterer og drog derefter på valsen til Tyskland. Siden slog han sig ned og boede i 10 år i Sverige, hvor han blev gift. Da de kom til Danmark, bosatte de sig i København, hvor han fortsatte som cigarsorterer. Han fik ingen boglig uddannelse, men var en videbegærlig læsehest, der rejste i det meste af Europa og tog på en række højskoleophold – i Grundtvigs ånd. Han dannede og ledede endda en række studiekredse flere år inden AOF. Han var jordbunden, men kunne rive folk med sig i sin begejstring.

Om han fik idéen til naturparken i Sverige eller Tyskland, hvor sådanne for længst var opstået, eller han selv fik idéen, som artiklen hævder, får nok stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder satte han sit eget præg på idéen og gik først til hjemegnen Viborg. Her foreslog han en naturpark med pædagogisk sigte i 1938 – antageligt Dollerup Bakker. Ideen blev antaget, men gik så i stå igen på grund af krigen.

Næste gang dukkede han i 1942 op i København hos Stauning og Johannes V. Jensen. Stauning havde jo allerede fire år tidligere fredet tunneldalsområdet ved Øvre Mølleå, og Johs. V. Jensen havde skrevet i de første pjecer for Slangerupbanen og romanen Bræen, som vejede tungt i den senere begrundelse for tildelingen af Nobelprisen. Det synes derfor velgennemtænkt, at han i den nationale samlings år netop gik til disse to for at præsentere sin idé om den pædagogiske naturpark, hvor alle kunne danne sig indtryk af landets dannelse og historie.

Ideen blev straks grebet, og de anbefalede ham at indkalde et fagligt arbejdsudvalg af især geologer og pædagoger. Stauning blev selv sammen med en gruppe kendte forskernavne en af de 10 indbydere og ifølge artiklen også deltager i det første møde den 28/3 1942 på Lærerhøjskolen Emdrupborg. Johs V. Jensen skrev i stedet et langt anbefalingsbrev, hvor han gik ind for Vognsens idéer. Stauning døde 2 måneder efter, men 3/10 kunne arbejdsudvalget vedtage forslaget, som ikke overraskende blev det område, som Stauning allerede havde foreløbig fredet. Forskerne betegnede Thorvald Vognsens plan som genial og valgte ham enstemmigt som formand for udvalget, hvor han sad i 25 år indtil 1967.

Den 4/10 1942 strømmede aviserne over af lovprisning. Efter den efterfølgende præsentationstur 26/10 var Politikens overskrifter: ”I det skønneste Nordsjælland forberedes storstilet dansk naturpark. Et monument af enestående art over dansk geologi, arkæologi og historie … båret frem af dansk videnskabs fornemste navne.”

I artiklen fra 1953 fortælles på baggrund af Vognsens udtalelser: ”Det er meningen, at enhver ude i naturen ved selvsyn skal kunne få et indtryk af de forskellige tidsaldre, af den forhistoriske og historiske udvikling op til vor tid, og samtidig få overblik over botanik, skovbotanik og zoologi, ja sådan kan man blive ved, fordi netop denne egn er så rig på forekomster af almen interesse.” Endvidere læser man: ”Naturparken er på papiret en kendsgerning, men endnu vil der gå nogle år, inden alle planlagte fredninger og anlæg af stier er gennemført.”

Det kom i stedet til at tage 63 år, men det var ikke Vognsens skyld. Tiderne ændrede sig, da Fingerplanen kom og byens folk flyttede ud omkring Naturparken i stedet for at komme som turister. Man mente, at fredningerne kunne undværes, da man nu havde en statslig planlægning. Politiken præsenterede i 1959 en plan, hvor en ringvej fra Helsingør skulle følge A6 langs ”Købstadsringen”, så der var plads til bl.a. Naturparken. Også Fingerplanens fader, Steen Eiler Rasmussen, anbefalede, at man skulle holde det grønne fri i Nordsjælland og bygge hovedstaden mod vest. Men Staunings stærke hånd bag fredningerne var faldet bort, som Politiken allerede tidligt konstaterede.

Transportministeriet, som åbenbart altid kommer uheldigt afsted (i Naturparken tillige med Fiskebækbroen), fik imidlertid på trods af planlæggerne vedtaget en projektlov om B5 tværs igennem Naturparken i 1967. Senere blev det også til en transportkorridor på stedet. Loven om B5 blev ophævet i 1998, men transportkorridoren blev bare liggende, selv det ikke på 50 år er lykkedes at dokumentere noget behov.

Om Transportministeriets negligering af planlæggerne havde nogen betydning vides ikke, men efter 25 år var arbejdsudvalget kørt træt, og den 85-årige Vognsen skrev, at han ikke havde helbred til at deltage i møderne mere. Arbejdsudvalget nedlagde sig selv og afsluttede i 1967 sit arbejde med hovedværket, bogen ”Naturparken mellem Farum og Slangerup”. I stedet nedsatte man året efter på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet den lokale forening ”Farum Naturparks Venner”, som skulle fortsætte Thorvald Vognens arbejde med naturparken og søge at koordinere mellem de mange myndigheder og foreninger. Thorvald Vognsen selv døde i 1973 i en alder af 90.

FNV arbejdede i 43 år frem til 2010 med Mogens Munch og Richard Pedersen i spidsen for bestyrelser, der alle stred for at fastholde og fuldføre Thorvald Vognsens ide. Begge døde på posten, men i 2010/11 stod fredningerne færdige og mere til, ligesom stisystemerne var næsten fuldendt. Endnu et overflødigt og luftigt Ring 5-projekt måtte manes i jorden, men i 2014 blev de nye Danske Naturparker blåstemplet i Folketingets Naturplan Danmark. I FNV’s bestyrelse havde man bevidst søgt at samle forskellige interesser med Naturparken som fælles mål – både fagligt, erfarings- og netværksmæssigt. Det viste nu sin betydning, idet man straks, da tiden var moden, var i stand til at samle foreningerne, kommunerne, Naturstyrelsen og lodsejerne i en konstruktion, som alle parter synes at være tilfredse med – og som betyder at Thorvald Vognsens plan kunne gennemføres kort før 75 års jubilæet 3/10 2017.

Man kunne slutte beretningen med gennemførelsen af Thorvald Vognsens plan, men så enkelt er det ikke. Inden Thorvald Vognsen kom altså bl.a. Thorvald Stauning, V.M. Amdrup og von Langen – landets statsminister, DN-stifter og skovreformator. Man kan heller ikke forvente, at nogen idé kan holde i 75 år uden at forholdene i mellemtiden ændrer sig. Vognsen kendte ikke til nutidens fjernsynsskærme, som kan bringe naturen og pædagogiske 3-dimensionelle udviklingsmodeller virtuelt ind i alle hjem, hvor de kan opleves fra sofaen. I dag er det folkesundheden og naturbeskyttelsen, som er i højsædet, mens oplevelsen af landskabsæstetik, landskabsdannelse og historie, som Vognsen lagde vægt på, er gledet lidt i baggrunden i samfundsprioriteringen. Ikke desto mindre er oplevelsen af de fire sidste discipliner ude i virkelighedens verden, hvor man også skal bruge sin egen iagttagelsesevne og fantasi, vigtige veje til at skabe de oplevelser, som giver folk lyst til at bevæge sig ud i naturen igen og igen. Dermed gavner Vognsens idé også trivsel og folkesundhed, hvor bevægelse er en vigtig faktor. Samtidig giver den en personlig oplevelse af behovet for naturbeskyttelse. Alle 5 discipliner rummes til overflod i Naturpark Mølleåen – men det skyldes altså også flere hundrede års hensyntagen og udvikling.

Troels Brandt 21/03 2017