Fra Naturparkens historie

Foreningens arkiver lå i perioden 1965-1994 hos Mogens Munch og siden da hos Richard Pedersen i deres egenskab af formænd og sekretærer. Ved en flytning dukker altid interessante ting frem, som man ikke beskæftiger sig med i foreningens dagligdag. I arkiverne lå der således fotokopier af en række gamle avisudklip fra 1938 – 42, som beskriver Naturparkens spæde start.

Grundlaget var betænkningen, ”Københavnsegnens Grønne Områder”, som blev udsendt i 1936 af et tremandsudvalg nedsat i 1928 med Københavns stadsingeniør Olaf Forchhammer som hovedkraft. Den indeholdt en samlet fredningsplan for Mølleåsystemets tunneldale til ”passet” vest for Buresø samt 80 km gang- og cykelstier.
Planen fik hurtigt støtte fra statsminister Thorvald Stauning (tv). Politikens Anker Kirkeby kunne således i en artikel (th) fortælle om hans stærke hånd i forbindelse med disse fredninger. Der blev derfor gennemført foreløbige fredninger samt areal-reservationer til stierne i 1938-40.
Udvalget kaldte blot området et grønt bælte – men Thorvald Vognsen, der ligesom Stauning var cigarsorterer, havde længe tumlet med planer om en naturpark i Jylland. Han så nu en mulighed i en del af dette grønne bælte efter en række samtaler med bl.a. Johannes V. Jensen og Thorvald Stauning. Den forhistorie fortalte han selv i bogen ”Naturparken mellem Farum og Slangerup”. Samtalerne førte til et stort møde på Lærerhøjskolen den 28. marts 1942, hvor man nedsatte et arbejdsudvalg.
Et halvt år senere kunne man offentliggøre planerne. Det skete på et møde den 3. oktober 1942, hvorfra en af artiklerne dagen efter (udsnit nedenfor) refererede ideen bag Naturparken. Der var en udførlig pressedækning af de mange indlæg fra fremtrædende forskere og pædagoger, hvoraf bl.a. statsgeolog Sigurd Hansen efterfølgende deltog i arbejdsudvalget sammen med Thorvald Vognsen i mere end 20 år.

4/10 1942
Natur skal imidlertid opleves, og i overensstemmelse med hele tankegangen bag projektet skete det på en tur i Naturparken den 25. oktober 1942. Avisartiklerne kunne dagen efter fortælle om et halvt hundrede honoratiores, lejrskolefolk og journalister, der drog afsted med Slangerupbanens morgentog. Det standsede i Værløse midt på linien for at sætte de mange gæster af ved Ryetvej. Herfra vandrede de i højt solskin og strid blæst til frokost på Kalkgården. Om eftermiddagen gik turen videre til trinbrættet ved Fiskebæk. I alle aviser var der stor entusiasme efter turen i det smukke efterårslandskab og guidernes lærde foredrag.
[Citat fra teksten til billedet nedenfor: ”Udvalget, der beskæftiger sig med anlægget af en folkepædagogisk Naturpark i Nordsjælland, havde i går indbudt interesserede til en ekskursion i det terræn omkring Farum, hvor parken skal ligge. Deltagerne blev af udvalgets sagkyndige grundigt sat ind i de arkæologiske, geologiske og naturhistoriske særegenheder, der (som vi tidligere udførligt har omtalt) præger terrænet. … Her ses en del af gårsdagens ekskursionsdeltagere fotograferet ved en af de for egnen karakteristiske tunneldale.” Stedet er ikke nævnt, men det er identificeret som vejen Sortmosen med Sortemose og Farum Sø i baggrunden.]

Imidlertid var Thorvald Stauning død 3. maj 1942 – projektets ”stærke hånd” var væk, og krigens konflikter skærpedes. En enkelt journalist tvivlede på, at efterfølgerne kunne videreføre hans planer – og de blev da også trukket i langdrag, både hvad angår fredninger og naturpark. En smal strimmel langs Mølleåen blev fredet i 1948, men de midlertidige fredninger måtte ophæves.
Arbejdsudvalget kom til at sidde i mere end 20 år. Selv om kulturlandskabet var omfattet af planen, havde man gjort Naturparken afhængig af naturfredningerne, hvor der ikke skete mere. Den offentlige planlægning var i stedet gået endnu videre og satsede på ”Fingerplanen”, som blev vedtaget i 1947. Den beskyttede Naturparken, som imidlertid uden faste grænser forblev en uhåndterlig størrelse, og i 1963 dukkede B5-motorvejen til Sverige op på Vejdirektoratets ønskeseddel. Arbejdsudvalget koncentrerede sig om det faglige, og den synlige indsats blev udgivelsen af to turbøger og bogen ”Naturparken mellem Farum og Slangerup”, som i 1965 blev kronen på værket.
I mellemtiden havde bilismen og udflytningen fra København ændret udflugtsmønstret, så mange af Naturparkens brugere flyttede ud i “fingrene” og boede i nabolaget – hvilket jo netop var et af formålene med Fingerplanen.
Det blev Danmarks Naturfredningsforening, der i 1963 fremlagde et konkret forslag til en Farum Naturpark, som var større end den nuværende udstrækning. Efter bogudgivelsen forhandlede man et par år om at fortsætte udvalgets arbejde i foreningen Farum Naturparks Venner, som blev stiftet 7/11 1968. På grund af udflytningen var foreningen domineret af mere lokale kræfter, hvor Kalkgården var centrum. O. Damm Sørensen fra Farum blev formand og bogens redaktør Tscherning deltog, men den drivende kraft var Mogens Munch fra Ganløse, som siden blev formand – Thorvald Vognsen havde ikke kræfter til at deltage mere.
I 1994, da en ny bestyrelse på Richard Pedersens initiativ rekonstruerede foreningen efter Mogens Munchs død, var navnet stadig ”Farum Naturparks Venner”, men man blandede sig i sager så langt væk som Stenløse og Lystrup. Området blev nu fast afgrænset til det forholdsvis uberørte område (arbejdsudvalgets oprindelige udpegningsgrundlag) mellem de større trafikårer – ”Naturparken mellem Farum og Slangerup” – navngivet efter bogen. Navnet var knap så mundret, men mere populært i de øvrige 5 kommuner. Foreningen blev til ”Foreningen Naturparkens Venner” – og dermed fortsat FNV i daglig tale.
Arbejdet med fredningerne blev i 90’erne intensiveret af Danmarks Naturfredningsforening, Frederiksborg Amt og amtets kommuner. Med Bastrupstien i 2005 og fredningerne omkring Ganløse/Slagslunde i 2009 (Stadfæstet 23/12 2010) er den oprindelige plan fra 1936 stort set gennemført – bortset fra Værløse Kommunes ødelæggelse af arealerne syd for Ryget Skov. Dermed er den fredningsbeskyttelse af Naturparken, som skulle være grundlag for arbejdsudvalgets arbejde, blevet en realitet. Aksen langs Mølleåen er desuden blevet udpeget som Natura 2000-område.
Den geniale Fingerplan holdt og blev endda cementeret i et landsplandirektiv i 2007 med stationsnærhed, grønne kiler og grøn ring, men på tværs af alt optræder danske politikere som hunde i et spil kegler med svenskernes planer om motorvej og jernbaner, der bryder med Fingerplanens idé.
Formålet med Naturparken er stadig relevant. Ganske vist rejser forskerne helst længere væk og publikum er flyttet fra centrum ud i ”fingrene”, men de har taget Naturparken til sig. Gående, cyklister, idrætsfolk, skoleudflugter og de mange spejderhytter, lejrskoler og skovbørnehaver. Derfor er den oplysningsopgave, som Thorvald Vognsen indledte i 1942, fortsat så vigtig. Samtidig understeger Natura 2000-udpegningerne og de store sammenhængende fredninger Naturparkens naturværdi, som Thorvald Vognsen og Thorvald Stauning ønskede at beskytte for eftertiden.

Skrevet af FNV d. 2. oktober 2010

Based on WordPress, Twenty Fifteen