Farumgårds ældste historie kendes ikke. I landsbyfællesskabets mark-fortegnelse kendes en Hovgårdstoft nordvest for byen, hvilket normalt indikerer, at der havde ligget en hovedgård på stedet. Det må i så fald antages, at den tidligt flyttede ned på næsset ved siden af kirken, men der er ikke konstateret arkælogiske rester af tidligere gårde. En borg var det næppe, men der kan have ligget en palisade-befæstet gård.
Gården omtales første gang i Roskildebispens Jordebog ca. 1370, hvor hovedgården var på 2 bol, mens de 30 lige små fæstegårde til sammenligning var på i alt 4 bol. Gården var administrationsgård for bispens gods i Farum, Lynge og Lillerød. Denne struktur tyder på, at hele Farum var gammelt kirkegods – dvs. en tidlig kongelig eller adelig gave til Roskildebispen. Det fremgår også, at der ved siden af gården lå en vandmølle (i Bybækken), men at en ny var under opførelse ved Fiskebæk.
Den næste opgørelse af gårdene er fra 1686, og da var gårdenes antal reduceret til 19 samtidig med, at de havde fået tildelt det meste af hovedgårdens jord, som nu var reduceret til en ren administrations- og senere lystgård. Disse reorganiseringer skete typisk sidst i 1300-tallet efter Den Sorte Død, hvor fæstebønder blev en mangelvare.
Gennem 100 år fra 1456 var gården forlenet af slægten Rosengaard, som var i familie med bispen – dvs. også en tid efter reformationen, hvor gården og byen kom i kongens eje. Kongen forlenede derefter gården til nogle af sine tjenere – bl.a. sin dørknægt, som i 1500-tallet fik midler til at opføre en ny hovedbygning af bindingsværk.
I 1660 efter enevældens indførelse blev den stillet til rådighed for ærkebisp Hans Svane. Han omtales i forbindelse med indretning af fiskedamme – antageligt
bl.a. den gamle mølledam øst for gården.
I 1682 var den i rigsmarskal von Körbitz’s besiddelse. Han var på det tidspunkt sjællandsk stiftsamtmand, hvor han bl.a. stod for igangsættelsen af Chr. V’s matrikel – en samlet opgørelse af landets bøndergods.
Fra da af kom Farumgård i privat eje som en “liden lystgård”, hvor krigskommissær Jens Rostgård blev den, der i 1705 opførte den nuværende Farumgård med Sorgenfri Slots arkitekt Frederik Dieussart. Rostgård anlagde også parken i den barokstil, som den nu er ført tilbage til.
I 1759-68 stod grev Christian Ditlev Rewentlov som ejer – far til landbrugsreformatoren af samme navn. Det var datteren Luise, der boede på Farumgård med ægtefællen Christian Frederik von Gram – søn af hofjægermester Carl Christian von Gram, der stod for etableringen af et effektivt nordsjællandsk skovvæsen. Både von Langens kortlægning og tilplantning i Nørreskoven og Ganløse Orned og kronens udstedelse af skøder til bønderne på landsbyens gårde fandt sted i de år – to årtier før Rewentlows berømte udstedelse af arveudlægsskøder til adelens bønder.
Af 1800-tallets ejere skal særligt nævnes Frederik VII’s adjudant Johan Fensmark, som var vært for kongens årlige besøg i Farum. Kongen udtalte sig begejstret om Farums idyl, og i de år vaktes også kunsternes interesse for Farum.
I 1906 påbegyndtes en parcelhusudstykning af gårdens marker, der lå øst for parken. Forinden var driftsbygningerne vest for gården (th.) blevet nedrevet. I 1932 blev gården overtaget af de tyske Sct. Ursula-søstre som rekreationshjem. Det tyske ejerskab var næppe det mest populære i krigens tid, men måske kan vi netop derfor takke søstrene for den offentlige adgang gennem gården (for gående). Den blev sikret ved fredning i 1965, inden gården blev købt af Finn og Ruth Riis-Hansen, som siden gjorde meget for at bevare stedets karakter. Gården er fortsat i familiens eje.
TRB