Farumgård-sagen har optrådt hyppigt i lokalpressen i de sidste par år på grund af ejers lukning af portene. Lukningen skete, selv om det offentlige i 1969 betalte 12% af ejendomsværdien i erstatning for publikums ret til gennemgang – i overensstemmelse med en bemyndigelse i Lov nr. 595 af 13/11 1940 om Stianlæg i Københavnsegnens grønne Områder. Denne lov var en del af Staunings indsats for at hindre, at byggerier ødelagde omegnens grønne præg og for at bybefolkningen fik mulighed for at opleve naturen.
Ejers lukning af stien medførte derfor en politianmeldelse fra kommunens side. Politiet rejste en sag, som regnedes for sikker, men blev tabt i byretten. Byretten overså i sine præmisser, at det var kommunen (tidligere ministeriet), som skulle afgøre en sådan sag – hvilket gør lukningen til selvtægt. Landsrettens retsformand konstaterede forlods, at byretsdommen havde mangler, men anbefalede kommunen først at få uklarhed i fredningsbestemmelserne afklaret civilretligt i stedet for strafferetligt, hvorefter man var velkommen med straffesagen igen. Det medførte, at kommunen rejste en fredningssag – en fremgangsmåde, vi er enige i.
Myndighedernes oprindelige hensigt var en sti langs søbredden, som det fremgår både af betænkningen, loven, fredningskendelser og tidens aviser. Ved et kompromis blev resultatet i 1949 en fredning, hvor man som gangsti udnyttede den gamle Farumgårds Alle, som øst for gården lå tæt på søbredden som ønsket. Derefter gik den op gennem sidebygningernes porte ind over gårdspladsen. Cykelstien blev ført nord om parken, så man helt undgik nye anlæg i parken, hvilket de daværende ejere havde fremhævet i formålet for deres frivillige fredning af parken.
Stien over gårdspladsen går lovligt tæt på beboelsen, så vi vil se positivt på kommunens to forslag om en sti ad barokhavens stier og ned langs gårdens østside ad den nuværende sti. Det er dog en forudsætning, at den kommer til at opfylde det oprindelige grundlag for statens erstatning, hvor almenheden fik mulighed for ”på nært hold at iagttage et værdifuldt bygningskompleks i et miljø, der fremhæver bygningens kulturelle værdi og yderligere i sig selv er af høj æstetisk karakter og landskabelig værdi” – et formål, som også er omfattet af naturbeskyttelseslovens formålsparagraf. Dette anføres i fredningskendelsen som årsagen til, at man ville betale den store erstatning.
Den nuværende ejers krav om, at en sti skal gå over en høj bag i parken og over i skoven på den anden side af den udtørrede mølledam opfylder efter vor opfattelse ikke formålene for fredningen – og det gør kommunens sidste alternativ heller ikke. Der er ikke tale om begrænsede anlæg i parken (det vil blive et større nyanlæg), det giver ikke mulighed for at gå langs søen (som var et vigtigt kriterie for myndighederne), og publikum kan ikke opleve bygningsværket på nært hold (som beskrivelsen ovenfor forudsætter). Det er heller ikke handikapvenligt, som de andre forslag. Fredningsnævnet afviste da også et lignende forslag i 2007, som stridende mod fredningens formål – hvilket vil gøre en forligsforhandling meningsløs på det grundlag, som foreslået af ejer.
Ejeren, Kristen Bergsøe, har i pressen forsøgt at give indtryk af at være den lille mand, hvis ejendomsret og privatliv bliver trampet under fode af myndighederne. Da hans mormor købte ejendommen i 1965, var hun imidlertid fuldt vidende om de tinglyste offentlige stirettigheder fra 1949 – forhold som de fleste må leve med ved offentlig tilgængelig vej og sti – så hun har utvivlsomt vurderet sin købesum derefter. Kristen Bergsøe forsøger derfor at opnå nogle fordele på det offentliges bekostning, som familien ikke har betalt for, og som han ikke har nogen rimelig ret til.
Vi ser det som vores opgave at bevare publikums ret til at gå i Naturparken og hermed også på den sti gennem parken, som staten har betalt for. Sagen betragtes som principiel både af Miljøstyrelsen og DN (oplyst senest overfor fredningsnævnet 20/8). Grundlaget for fredninger vil skride, hvis man ikke konsekvent håndhæver almenhedens ret – også selv om sagen tager tid. Visse brugere bekymrer sig mere om, hvorvidt de selv når at få adgang, men det kan vi ikke tillade os. Den p.t. manglende adgang kan man udelukkende bebrejde ejeren. Det er ham og ikke myndighederne, der har lukket for publikum, mens sagen kører og har taget dem som gidsel.
I første fase var det en retssag, hvor vi ikke ville argumentere offentligt, mens vidner og ret skulle tale, men en fredningssag har en anden karakter, hvor der er offentlig høring. Derfor bringer vi også vores forlods skriftlige indlæg til fredningsnævnet i vedhæftede link http://npmv.dk/ture/PDF/FredningssagFarumgaard.pdf.
Sidste! Ved fredningsmødet 20/8 2020 blev de principielle synspunkter trukket op, og ellers gik ejergruppens lange indlæg på, at der efterhånden kom 1000 mennesker gennem parken om dagen og var et væld af episoder – hvortil en nabo og byrådsmedlem konstaterede, at hun ikke kunne genkende forholdene i Farumgårds park i ejerens beskrivelse. Vi er helt enige og er i øvrigt af den opfattelse, at de ændringer, der sker over tid i folks adfærd i det offentlige rum, rammer os alle. Hvis nogen ønsker, at naturfredningsloven skal ændres af den grund, er det en landspolitisk afgørelse.
