Naturpark Mølleåen opstod reelt som uopdyrkelige naturområder i kongens jagtrevir under renæssancen. I forbindelse med overjægermester von Langens genopretning af de ødelagte skove i 1760’erne og den efterfølgende skovseparation blev disse skove langs Øvre Mølleådal og Hareskovene derfor udskilt fra det landbrugsmæssige fællesskab, som på samme tid blev skødet til bønderne og udskiftet. Dermed fremkom den klare sondring mellem naturområder og landbrug, som man i dag prøver at råde bod på i landbrugslandet. I Naturparken blev der anlagt ”von Langen plantager” i både Ganløse Ore og Uggeløse Skov – og i naboen Nørreskov.
Da lystgården Farumgård i 1890’erne valgte at sælge sin jord til et udstykningsselskab og kaste sig over råstofudnyttelse og turisme i stedet, blev overretssagfører V.M. Amdrup bestyrelsesformand for Farumgårds selskaber. Han blev også primusmotor i modellen omkring den private Slangerupbane, som fra 1906 og de næste 30 år blev drivkraft i turismen omkring banen. Den senere naturpark blev til et populært turiststed. I 1911 blev V.M. Amdrup stifter og første formand for Danmarks Naturfredningsforening.
Statsminister Thorvald Stauning og V.M. Amdrups efterfølger som formand i DN, Erick Struckmann, fik i 1938 fredet en grøn ring omkring København. Erkendelsen i 1922 af den særegne geologi i området langs banen og Mølleåen, populariteten af dette område blandt københavnerne og DN’s interne kendskab hertil var sandsynligvis årsag til, at dette område opstod som ædelstenen på ringen af fredninger i form af foreløbige fredninger.
Når Staunings yngre kollega, cigarsorterer Thorvald Vognsen, siden fremstod som stifteren af Naturparken, kræver det derfor en nærmere forklaring.
Thorvald Vognsens baggrund som cigarsortereren, der blev formand for et arbejdsudvalg af forskere – en parallel til cigarsortereren Thorvald Stauning – gav anledning til en nu glemt artikel af Frederik Opffer i 1953, ”Naturparken og dens fader”. Den blev skrevet efter den første endelige fredning af Naturparkens akse, Mølleåens tunneldal, som blev gennemført i 1948. Det er på grundlag af denne artikel muligt at udvide karakteristikken af Thorvald Vognsen, som vi i dag ellers primært har kendt fra arbejdsudvalgets bog og to kommenterede arbejdshæfter.
Thorvald Vognsen blev født i landsbyen Vinkel ved Viborg i 1883 i en familie, hvis gård endte på Hjerl Hede – det jyske frilandsmuseum. Han blev udlært cigarsorterer og drog derefter på valsen til Tyskland. Siden slog han sig ned og boede i 10 år i Sverige, hvor han blev gift. Da de kom til Danmark, bosatte de sig i København, hvor han fortsatte som cigarsorterer. Han fik ingen boglig uddannelse, men var en videbegærlig læsehest, der rejste i det meste af Europa og tog på en række højskoleophold – i Grundtvigs ånd. Han dannede og ledede endda en række studiekredse flere år inden AOF. Han var jordbunden, men kunne rive folk med sig i sin begejstring.
Om han fik idéen til naturparken i Sverige eller Tyskland, hvor sådanne for længst var opstået, eller han selv fik idéen, som artiklen hævder, får nok stå hen i det uvisse. Under alle omstændigheder satte han sit eget præg på idéen og gik først til hjemegnen Viborg. Her foreslog han en naturpark med pædagogisk sigte i 1938 – antageligt Dollerup Bakker. Ideen blev antaget, men gik så i stå igen på grund af krigen.
Næste gang dukkede han i 1942 op i København hos Stauning og Johannes V. Jensen. Stauning havde jo allerede fire år tidligere fredet tunneldalsområdet ved Øvre Mølleå, og Johs. V. Jensen havde skrevet i de første pjecer for Slangerupbanen og romanen Bræen, som vejede tungt i den senere begrundelse for tildelingen af Nobelprisen. Det synes derfor velgennemtænkt, at han i den nationale samlings år netop gik til disse to for at præsentere sin idé om den pædagogiske naturpark, hvor alle kunne danne sig indtryk af landets dannelse og historie.
Ideen blev straks grebet, og de anbefalede ham at indkalde et fagligt arbejdsudvalg af især geologer og pædagoger. Stauning blev selv sammen med en gruppe kendte forskernavne en af de 10 indbydere og ifølge artiklen også deltager i det første møde den 28/3 1942 på Lærerhøjskolen Emdrupborg. Johs V. Jensen skrev i stedet et langt anbefalingsbrev, hvor han gik ind for Vognsens idéer. Stauning døde 2 måneder efter, men 3/10 kunne arbejdsudvalget vedtage forslaget, som ikke overraskende blev det område, som Stauning allerede havde foreløbig fredet. Forskerne betegnede Thorvald Vognsens plan som genial og valgte ham enstemmigt som formand for udvalget, hvor han sad i 25 år indtil 1967.
Den 4/10 1942 strømmede aviserne over af lovprisning. Efter den efterfølgende præsentationstur 26/10 var Politikens overskrifter: ”I det skønneste Nordsjælland forberedes storstilet dansk naturpark. Et monument af enestående art over dansk geologi, arkæologi og historie … båret frem af dansk videnskabs fornemste navne.”
I artiklen fra 1953 fortælles på baggrund af Vognsens udtalelser: ”Det er meningen, at enhver ude i naturen ved selvsyn skal kunne få et indtryk af de forskellige tidsaldre, af den forhistoriske og historiske udvikling op til vor tid, og samtidig få overblik over botanik, skovbotanik og zoologi, ja sådan kan man blive ved, fordi netop denne egn er så rig på forekomster af almen interesse.” Endvidere læser man: ”Naturparken er på papiret en kendsgerning, men endnu vil der gå nogle år, inden alle planlagte fredninger og anlæg af stier er gennemført.”
Det kom i stedet til at tage 63 år, men det var ikke Vognsens skyld. Tiderne ændrede sig, da Fingerplanen kom og byens folk flyttede ud omkring Naturparken i stedet for at komme som turister. Man mente, at fredningerne kunne undværes, da man nu havde en statslig planlægning. Politiken præsenterede i 1959 en plan, hvor en ringvej fra Helsingør skulle følge A6 langs ”Købstadsringen”, så der var plads til bl.a. Naturparken. Også Fingerplanens fader, Steen Eiler Rasmussen, anbefalede, at man skulle holde det grønne fri i Nordsjælland og bygge hovedstaden mod vest. Men Staunings stærke hånd bag fredningerne var faldet bort, som Politiken allerede tidligt konstaterede.
Transportministeriet, som åbenbart altid kommer uheldigt afsted (i Naturparken tillige med Fiskebækbroen), fik imidlertid på trods af planlæggerne vedtaget en projektlov om B5 tværs igennem Naturparken i 1967. Senere blev det også til en transportkorridor på stedet. Loven om B5 blev ophævet i 1998, men transportkorridoren blev bare liggende, selv det ikke på 50 år er lykkedes at dokumentere noget behov.
Om Transportministeriets negligering af planlæggerne havde nogen betydning vides ikke, men efter 25 år var arbejdsudvalget kørt træt, og den 85-årige Vognsen skrev, at han ikke havde helbred til at deltage i møderne mere. Arbejdsudvalget nedlagde sig selv og afsluttede i 1967 sit arbejde med hovedværket, bogen ”Naturparken mellem Farum og Slangerup”. I stedet nedsatte man året efter på initiativ af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet den lokale forening ”Farum Naturparks Venner”, som skulle fortsætte Thorvald Vognens arbejde med naturparken og søge at koordinere mellem de mange myndigheder og foreninger. Thorvald Vognsen selv døde i 1973 i en alder af 90.
FNV arbejdede i 43 år frem til 2010 med Mogens Munch og Richard Pedersen i spidsen for bestyrelser, der alle stred for at fastholde og fuldføre Thorvald Vognsens ide. Begge døde på posten, men i 2010/11 stod fredningerne færdige og mere til, ligesom stisystemerne var næsten fuldendt. Endnu et overflødigt og luftigt Ring 5-projekt måtte manes i jorden, men i 2014 blev de nye Danske Naturparker blåstemplet i Folketingets Naturplan Danmark. I FNV’s bestyrelse havde man bevidst søgt at samle forskellige interesser med Naturparken som fælles mål – både fagligt, erfarings- og netværksmæssigt. Det viste nu sin betydning, idet man straks, da tiden var moden, var i stand til at samle foreningerne, kommunerne, Naturstyrelsen og lodsejerne i en konstruktion, som alle parter synes at være tilfredse med – og som betyder at Thorvald Vognsens plan kunne gennemføres kort før 75 års jubilæet 3/10 2017.
Man kunne slutte beretningen med gennemførelsen af Thorvald Vognsens plan, men så enkelt er det ikke. Inden Thorvald Vognsen kom altså bl.a. Thorvald Stauning, V.M. Amdrup og von Langen – landets statsminister, DN-stifter og skovreformator. Man kan heller ikke forvente, at nogen idé kan holde i 75 år uden at forholdene i mellemtiden ændrer sig. Vognsen kendte ikke til nutidens fjernsynsskærme, som kan bringe naturen og pædagogiske 3-dimensionelle udviklingsmodeller virtuelt ind i alle hjem, hvor de kan opleves fra sofaen. I dag er det folkesundheden og naturbeskyttelsen, som er i højsædet, mens oplevelsen af landskabsæstetik, landskabsdannelse og historie, som Vognsen lagde vægt på, er gledet lidt i baggrunden i samfundsprioriteringen. Ikke desto mindre er oplevelsen af de fire sidste discipliner ude i virkelighedens verden, hvor man også skal bruge sin egen iagttagelsesevne og fantasi, vigtige veje til at skabe de oplevelser, som giver folk lyst til at bevæge sig ud i naturen igen og igen. Dermed gavner Vognsens idé også trivsel og folkesundhed, hvor bevægelse er en vigtig faktor. Samtidig giver den en personlig oplevelse af behovet for naturbeskyttelse. Alle 5 discipliner rummes til overflod i Naturpark Mølleåen – men det skyldes altså også flere hundrede års hensyntagen og udvikling.
Troels Brandt 21/03 2017