Af Troels Brandt, FNV. FNV-Orientering 1998-1, februar 1998
Med jævne mellemrum hører man, at Bastruptårnet skulle beskytte en sejlrute på tværs af Nordsjælland – en genvej for vikingerne fra Roskilde Fjord via Græse Å og Mølleåen til Skåne og Østersøen. Den spændende teori hviler ikke på noget egentligt kildegrundlag, men har den alligevel noget på sig?
Stenalderhavet havde for 8.000 år siden et vandspejl, som i Roskilde Fjord lå 24 meter højere end nutidens vandstand – relativt betragtet. Dengang gik en lang fjordarm ind til Veksø/Knardrup. Sådan var forholdene imidlertid ikke i vikingetiden, hvor vandstanden i Roskilde Fjord højst var 1/2 meter over nutidens – et resultat, som Erling Bondesen, geologiprofessor ved RUC, og vikingeskibsmuseets arkæologer er kommet til ad hver sin vej.
Fortidens landskab var fuldt af søer, vandhuller, moser og enge, men de sidste 150 års dræning af skov- og agerjord, udretning af vandløb og tørlægning af større søer har resulteret i en tør landskabsoverflade, hvorfra gødningsstoffer/næringsstoffer afvaskes og ledes direkte i åer og rørledninger uden om naturens eget “rensningsanlæg” – engen. I vor tid har vandindvinding og kloakering desuden medført, at en del af vandet i landskabet ledes uden om åernes naturlige kredsløb og direkte ud i havet. Der er al mulig grund til at vare bekymret over de voldsomme konsekvenser på det biologiske område og over den sænkede grundvandsstand. Når det gælder sejladsmulighederne på åerne, må konsekvenserne imidlertid ikke overdrives.
Vi ved fra gamle protokoller, at de to vandmøller mellem Bastrup Sø og Farum Sø – Hestetrang og Hestetang – havde store problemer med vandmængden i 1600-tallet. Hestetrang kunne kun køre 4 timer om dagen, mens mølleren på Hestetang øjensynligt ledte åen fra Vassingerød ind i sin mølledam via en rørledning for at skaffe en større vandmængde. På det tidspunkt havde vore forfædre ikke påvirket vandmængden i Naturparken synderligt, og perioden havde endda et dårligere klima end i vikingetiden og vor tid. Der har utvivlsomt været mere vand end i dag, selv om man nu pumper grundvand op i åen, men vandmængden har nappe været afgørende større i vikingetiden end i 1600-tallet – dvs. at Mølleåens øvre del trods et pænt fald knap nok kunne drive en sædvanligt dimensioneret vandmølle i vikingetiden.
Snekkerne, som var herredernes typiske ledingsskibe, målte ca. 2,5 x 20 meter og krævede en vanddybde på ca. 1/2 meter. Langskibene var væsentligt større. Datidens snoede åer skulle have et betragteligt tværsnitsareal, for at man kunne manøvrere igennem med et vikingeskib. Der har derfor næppe været mulighed for egentlig sejlads med vikingeskibe på den 7 km lange tur fra Farum Sø til Buresø, når der ses bort fra selve Bastrup Sø. Forholdene har næppe været bedre i Græse Å, hvor man desuden skulle forcere det bratte fald ved Græse Mølle. Faktisk var det i så fald lettere at slæbe båden de små 4 km fra Farum Sø ad Bundsåen til Knardrup ved den bredere Værebro Å – dvs. uden om Bastrup.
Vi ved fra Saxo og fra slæbemærker på vikingeskibene, at også de store skibe trækkes op på land og over landtanger. Var man lukket inde af fjenden, eller var man på en lang rejse gennem Rusland, var det anstrengelserne værd. Det må dog have varet langsomt og besværligt siden vikinger allerede i 700-tallet kastede sig ud i konstruktionen af den 500 m lange Kanhave-kanal på Samsø for at undgå at trække skibene over det lave drag ved Stavnsfjord.
Der er ingen tvivl om, at vikingerne og de danske konger i Roskilde/Lejre kunne bruge en genvej for at undgå den barske udsejling i Kattegat. En meget utålmodig Absalon lå i længere tid i Isøre Havn (Rørvig) med et langskib og ventede på passende vejr, så han kunne slutte sig til Valdemar ved Vordingborg. Havde der været en genvej via tunneldalene, havde han brugt den.
Allerede arkitekturprofessoren Vilh. Lorentzen gjorde i 1939 opmærksom på den påfaldende kæde med Bastruptårnet og de befæstede gårde langs åerne, men anlæggene er bygget i middelalderen i 11-1200-tallet, hvor tidens vigtigste skibstyper var for store til åen. Det er derfor usandsynligt, at borgkæden skyldes en sejlrute.
Hverken geologien, arkæologien eller historiske kilder – men alene en fantasifuld fortolkning af navnet Ganløse “Eged” – peger på en sejlrute gennem tunneldalens åer, og der foreligger egentlige ekspertudtalelser om usandsynligheden i, at Slangerup skulle være blevet besejlet af fragtskibe.
Hulvejen ved Røde Led med vrange bøge. August 2000
Hulvejen ved Røde Led med vrange bøge. August 2000
Middelalderens markante spor i Naturparken er kirker, vandmøller, hulveje og voldsteder. De to første typer findes overalt i landet, men kombinerer man hulvejenes passage over åerne med voldstedernes beliggenhed, får man et mønster omkring områdets tunneldale, som giver en mere nærliggende forklaring på borgkæden .
Tunneldalene spærrede med deres moser og åer for landtrafikken, så vejene blev samlet på få overgangssteder. Oldtidens vigtigste hovedvej mellem rigets landsdele skulle fra Lejre/Roskilde krydse det nordsjællandske tunneldalsystem på vej mod Søborg/Helsingør/Sverige. Historikeren og arkæologen Vilh. la Cour udpegede allerede i 50-erne Bastruptårnet som et fogedtårn med forbindelse til vejovergangen vest for søen.
Han så imidlertid bort fra, at hovedvejen var spredt på 3 parallelle grene plus småveje. Nær alle større “broer” mellem Farum og Jørlunde ligger der voldsteder på tilsvarende måde. Det har ikke varet ufarligt eller “afgiftsfrit” at rejse i middelalderen, og voldstederne langs åerne kan bl.a. have fungeret som baser for dem, som “styrede” trafikken gennem Nordsjælland, hvad enten det var Hviderne eller kongemagten – eller begge.
Slangerups position skyldes sandsynligvis beliggenheden ved den ene af hovedvejene, ladepladsen ved Sundby, Tryherred Ting og – ikke at forglemme Valdemarernes kirke og nonnekloster på stamfaderen Erik Ejegods fødested. Når man ikke placerede områdets købstad nede ved fjorden kan det oprindeligt skyldes den udsatte position ved fjendtlige flåders angreb mod Roskilde.
Slangerup Sankt Michaels Kirke
Slangerup Sankt Michaels Kirke
Man kan fundere meget over, hvilken betydning Hviderne og deres repræsentanter på Roskildes bispestol har haft i Naturparken, men områdets udvikling skyldes nok primært vejsystemet, som det allerede var tilfældet i oldtiden. De mange fund viser, at Naturparken og dens omgivelser i oldtiden var et tæt befolket centrum, hvor beboelsen og gravhøjene efterhånden synes koncentreret omkring vejsystemets oprindelige linieføring.
Oldtidens småbåde har utvivlsomt benyttet vandvejene flittigt, og man har sikkert stadig i vikingetiden sejlet små både ad bl.a. Værebro Å til Knardrup. Også landsbyernes ledingsskibe er blevet trukket i skjul op ad åerne, men det er usandsynligt, at vikingerne nogensinde systematisk har brugt åsystemets øvre dele til sejlads med deres større skibe.
Troels Brandt