140. Jørlunde Kirke
Den smukt beliggende Jørlunde Kirke, der i sin tid lå højt hævet over den nu drænede Jørlunde Sø, er opført i frådsten kort efter år 1100 af Skjalm Hvide eller hans slægt, som siden kom til at dominere hele Naturparkens område. Om der var en forbindelse med voldstedet Hagerup vides ikke. Der er spor mellem gulvets middelaldergrave af en brændt trækirke allerede fra 1000-tallet. Der kan have været tårn og herskabsgalleri i den oprindelige stenkirke, som i flere andre af Hvidernes kirker. Kirken er antageligt større end andre landsbykirker, fordi Jørlunde var herredsby i middelalderen.
Kirken er berømt for sine kalkmalerier, som tilskrives det såkaldte Jørlunde-værksted, der arbejdede på Hvide-slægtens kirker samtidig med at Finja-værkstedet malede for dem i bl.a. Fjenneslev Kirke.
Nøglen til kirken skal hentes. Se opslag.
Se også FNV-artiklerne Hvideslægten i Naturparken og Jørlunde Kirke eller kirkens udførlige side om historien.
141. Jørlunde Sø
Jørlunde Sø dækkede i sin tid det meste af dalen med dybeste del af søen neden for Jørlunde kirke. Vandet kom primært fra Sperrestrup Å, men under istiden kom der også i en periode trykvand ned fra gletsjerporten ved Stenesknold gennem dalen ved Rappendam, men det var helt klart et sideløb. Søen blev drænet og tørlagt i 1800-tallet.
142. Sørisgård
Sørisgård driver økologisk landbrug med grøntsager på den udtørrede flade af Jørlunde Sø, og er bl.a. kendt for sine gulerødder i stil med Lammefjordens.
Sørisgård har indrettet en vandretur for publikum ad markvejen langs søbunden og op i skoven ved Kasbjerg. Den er mærket med orangerøde pile og informationstavler. Desværre er der ikke officiel forbindelse over til hjørnet af Slagslunde Skov, og vi vil ikke anbefale at forcere naboens sidste 25 meter, som er spærret af et par rafter, selv om nogen øjensynligt gør det.
Om sommeren er der også en “grøntsagssti”, som annonceres på gårdens hjemmeside.
143. Sperrestrup og Sperrestrups tunneldal
Den lille landsby, Sperrestrup, ligger lige op ad en lille, men meget markant dal, som er forbundet med Kollensødalen. Det er vanskeligt at se, hvordan den passer ind i systemet af dale.
På den anden side af den lokale ubefærdede landevej, som turen følger fra Sørisgård til Sperrestrup, ligger den nyanlagte Sperrestrup Skov sydvest for byen.
132. Sperrestrupstien
Man kan på Sperrestrupstien nyde den storslåede udsigt over dalens forløb fra Stenløse ved den store eg på kanten af dalen. Det er også muligt at følge en trampesti efter aftalen om ”spor i landskabet” ind over markerne.
131. Sperrestrup Ådal
Den nordlige del af Sperrestrup Ådal rummer et lille samfund af huse på Kollensøvej – kaldet Slagslundeskov. Syd for fyldte den udtørrede Kollensø dalen op. Dalen er afskærmet fra omverdenen af skoven og bakkerne ved Sperrestrup, så den henligger ugenert – et lille paradis, som beboerne selv skriver. Her mødes tunneldalen fra Oremosen efter passage af vandskellet ved Gulbjergvej med Sperrestrup Ådal, som kommer sydfra. Dalen skæres over af en særpræget ås, som ser ud til at være kommet via et udløb oppe fra Stenesknold, men åsen er træbevokset og kan knap nok ses. Ådalen går videre mod Jørlunde Sø.