Turen udgår fra P-pladsen ved Bastrup Stenhus og er på ca. 6-7 km.
Herfra går vi ad Bastrupstien langs Bastrup Sø. Her ser vi efter Fiskeørn og andre fugle knyttet til Vand. Vi krydser Ganløsevejen og går ind i området kaldet Småsøerne, der er beliggende mellem Ganløse Eged og Krogenlund. Her ser vi på de første orkideer i Krogenlundkæret og spejder også efter de sidst ankomne trækfugle, hvepsevåge og mursejler, blandt de mange andre fugle, der er på plads. Vi lytter også til koret af fuglestemmer og prøver at adskille dem på arter. Vi går over den fine Burebakke, der er en kalkrig-sandet del af Langåsen. Her er der en rig flora og senere en del sommerfugle. Efter et kik ud over Buresø (mulighed for Fiskeørn), vender vi rundt og begynder tilbageturen over Langåsen, Damvad Å og kursusejendommen Skovly. Her går vi ind i den nyudsprungne Ganløse Eged med masser af fugleliv og herfra tilbage til Bastrup Stenhus.I tilfælde af mindre godt vejr vil der være mulighed for at afkorte turen ved Langåsen og Damvad Å.

Vi håber at mange af jer vil deltage i turen, og har den stor fornøjelse, at fuglekender Søren Vinding deltager på turen og vil dele ud af sin viden om fugle i området.
Alle er velkomne.
Deltagergebyr på kr. 10,- pr. voksen.