Allerede i 1800-tallet blev den idylliske, skovomkransede Farum Sø et udflugtsmål for kunstnere og kongelige. Chr. VIII udbrød ved et besøg: “Der er jo her i Farum et sandt paradis. Her kan man leve af natur og poesi” – et guldalderlandskab som stadig kan opleves langs Farum Sø. Farum-egnen og Bastrup-ruinen indgik derfor i Danmarks første turistfører i 1865. Farumgård satte skub i turismen omkring 1900 med Fiskebæk Hotel, bådfarten og Slangerupbanen. Den private bane videreudviklede turismen med årlige turpjecer indtil 1936, hvor kredsen omkring statsminister Thorvald Stauning offentliggjorde planerne for Københavnsegnens grønne områder. I 1938 fik Stauning vedtaget en lov om foreløbige fredninger, som allerede den gang markerede Naturparken. I dag er disse fredninger stort set alle blevet endelige. Man kan sige, at Naturparken ved Farum Sø opstod sidst i 1800-tallet, men med Staunings visionære politik blev den i 1938 udvidet helt til Slangerup.
I 1942 ankom cigarsorterer Thorvald Vognsen fra Viborg med visionen om en naturpark med et pædagogisk sigte, som kunne anskueliggøre landets tilblivelse for menigmand. Han opsøgte Stauning og forfatteren Johs. V. Jensen. Sidstnævnte havde i sin tid medvirket ved Slangerupbanens første pjecer og fik i 1944 Nobelprisen, hvor især værket “Bræen” blev fremhævet. Begge var positive, og Stauning var medindkalder til et møde om nedsættelse af et fagligt arbejdsudvalg på Emdrupborg med tung vægt af geologer og pædagoger. Det faglige udvalg enedes hurtigt om Staunings foreløbige fredninger i tunneldalsområdet – 50 km2 uden større forstyrrende anlæg. Grænserne var i starten flydende, da nogle geologer ønskede den større end nu. Planerne vakte stor interesse i pressen (se bl.a. avisudklippet nedenfor), men på grund af Staunings død nogle måneder efter indkaldelsen blev der aldrig vedtaget officielle regler for en sådan naturpark. Med fremkomsten af Fingerplanen i 1947, troede man, at reglerne om at friholde naturområderne mellem byfingrene kunne overflødiggøre en del fredninger, så Staunings fredningsarbejde gik i stå.
Trods et visionsforslag i 1959 om A6 som en ringvej, der går uden om Naturparken, trak Transportministeriet dog hellere ringveje som lige linjer og havde kig på billig natur. Det førte i 1966 til at Transportministeriet fik godkendt et ønske om projektering af en B5/Ring 5 tværs gennem Naturparken trods byplanlæggernes modstand. Siden har de ved hvert forsøg måttet opgive deres fikse idé på grund af folkelig og politisk modstand mod den fattige og ensidige synsvinkel, som der aldrig er blevet behov for. De kan ikke erkende deres fejl dengang. Frederiksborg Amt indså derimod fredningsbehovet, og frem til 2010 er Staunings foreløbige fredninger – og mere til – blevet gennemført. Fredningsprocessen i Naturparkens akse, Mølleåens tunneldal, var dog indledt før Fingerplanen, så den kunne 60 år efter den foreløbige fredning resultere i den omtalte udpegning af Natura 2000-området. I dag anses Naturparken for fuldstændigt gennemført af både kommuner og foreninger – kun manglede den endelige formalisering, som gik i stå med Staunings død.
Med Danske Naturparkers mærkningsordning for naturparker (se “Udpegningsgrundlag”) er blev denne proces genoptaget i 2015, og har 9/12 2016 resulteret i en mærkning som den 10. danske naturpark.
Naturparkens historie er uddybet i pdf-bilaget “Naturparkens historie”. Udviklingshistorien er vist som foredragsplancher i pdf-bilaget “Plancher om Naturparkens udviklingshistorie”
Politiken 4/10 1942:
